Lokale brandfolk fik travlt: To alarmer med 10 minutters mellemrum

(Tekst/Arkivfoto: Allan Andersen)

GRIBSKOV: Brandfolkene fra Gilleleje måtte lørdag løbe ekstra stærkt, da der indløb alarmer om mulig ildløs i et hus i Saltrup og brand i nogle træer i Rågeleje.

Den første alarm til Frederiksborg Brand og Redning indløb kl. 19.08, hvor der blev meldt om mulig brand i et hus på Langørevej i Saltrup, mellem Græsted og Esrum. Beboerne havde hørt et brag i husets kælder hvorefter røgalarmerne i huset var blevet udløst, dette fik naturligt nok beboerne til at slå alarm.

Brandmandskabet var hurtigt fremme, og det viste sig ifølge de foreløbige oplysninger at der var tale om et pillefyr som havde haft en mindre røggas eksplosion i forbrændningskammeret – beskrevet som en bøvs – og derved havde skudt noget røg ud.

Alarm om naturbrand
Den sag var hurtigt overstået, og det var jævnt heldigt idet der allerede kl. 19.19 indløb en ny alarm om brand, denne gang på Højbrovej i Rågeleje hvor der var udbrudt en mindre naturbrand.

Brandmandskabet fra Gilleleje fik hurtigt frigjort et køretøj fra adressen i Saltrup, og sendt afsted mod Rågeleje.

Branden var opstået i en kompostbunke og havde fået fat i et træ på en sommerhusgrund på Højbrovej, ilden var heldigvis ikke så voldsom og selv beboere tæt på stedet opdagede ikke at der var noget galt før brandkøretøjerne kom kørende.

Såvel træ som kompostbunke lå heldigvis så langt fra sommerhuset at der ikke var risiko for spredning til fast bygning og ilden blev hurtigt nedkæmpet med et par højtrykkere fra brandsprøjten.

Giv din mening til kende: