Mand alvorligt kvæstet i solouheld: Bil lå på siden halvt gennem hæk

(Foto: Allan Andersen)

GILLELEJE: Fredag aften kom en vagt fra Atlas Security ved 23-tiden kørende ad Lyshøjvangen og op til krydset til Nakkehoved Strandvej, i billygterne fangede han pludselig en ældre Mercedes, som hang halvt omme på siden inde i en have og med en mand hængende ud af passagervinduet.

To ambulancereddere i en ambulance kom rent tilfældigt forbi uheldsstedet blot nogle få sekunder efter vagtmanden og fik slået alarm med det samme, og iværksat redningen af den kvæstede mand.

De to reddere fik kort efter assistance af Akutlægen, samt brandmandskabet fra Frederiksborg Brand & Redning i Gilleleje som også blev alarmeret.

Den kvæstede mand kom hurtigt ud af bilen, idet han blev vurderet i kritisk tilstand og derfor valgte redningsfolkene ganske enkelt at vippe hans bil ned på hjulene igen for at frigøre ham hurtigst muligt. Han blev herefter båret til ambulancebåren på et spineboard af brandfolkene, og overladt til ambulanceredderne og Akutlægen.

Herefter blev manden behandlet i ambulancen en tid, inden ambulancen satte kursen mod Rigshospitalets Traumecenter i København, idet manden var kommet alvorligt til skade.

Manden er dog ude for livsfare, oplyser Nordsjællands Politi lørdag formiddag.

Sandsynligvis spiritus bag ulykken
Den kvæstede mandlige bilist var kommet kørende fra Munkerup og ind mod Gilleleje, i svinget omkring Fyrvejen er bilen så kommet ud i rabatten, og her har manden så fuldstændig mistet kontrollen over bilen.

Bilen er kommet op ad grøften igen, men er så skredet tilbage ned i grøften for at komme op igen i et tydeligt mønster af overstyring hvor bilen er gået i ukontrollerbar slinger. Til sidst kører hele bilen med alle hjulpar nede i grøften og her ryger bilen så til sidst på tværs af Nakkehoved Strandvej, lige udfor Lyshøjvangen, og ender halvt omme på siden efter at være røget gennem en hæk.

Den mandlige bilist havde tydeligvis ikke benyttet sin sikkerhedssele, idet han ved ulykken røg halvt ud af passagervinduet på bilens højre side. Ulykken skete med så stor kraft at airbaggen var udløst på den gamle Mercedes personbil fra 1988.

Politiet har en kraftig mistanke til at den forulykkede bilist har været påvirket af spiritus, og der er derfor rutinemæssigt udtaget en blodprøve. Manden er pt under fortsat behandling på Rigshospitalets Traumecenter, og er udenfor livsfare.

Der var ryddet op og Nakkehoved Strandvej igen farbar omkring kl. 00.15

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Skriv din kommentar her: