TV Nordkysten

Seneste artikler:

Powered by Vejreti.com

Masser af action ved brandvæsnets åbent hus

HELSINGE: Lørdag var alle velkomne til at kigge indenfor på Falck’s brandstation på Frederiksborgvej – og det var der overvældende mange som benyttede sig. Mindst 400 besøgende var forbi popcornmaskinen, og ‘røgdykker banen’ var konstant fyldt op med glade børn.

Vejret var rimeligt, og når der lige kom lidt smådryp kunne man snildt stå trygt inde på brandstationen – og der var der både røgdykkerbane til børnene og et rum fyldt op med plancher der viste Helsinge Brandvæsens historie gennem de seneste 90 år.

Udenfor var der opstillet en gammel ambulance, fra dengang hvor man egentligt bare smed folk op på en båre og så kørte dem afsted mod hospitalet, og et par brandbiler med manuelt udrykningshorn var også troppet op.

Normalt står brandbilerne på Teknisk Museum, men de er fuldt indregistrede og med nummerplader på, hvilket gør at de nemt kan komme på besøg ved lejligheder som lørdagens ‘Åbnet hus’ hos brandvæsnet.

Der var ikke meget komfort i de gamle biler, men de viste en enorm forskel på ‘de gode gamle dage’ og så det topmoderne udstyr som der bruges i dag. (Foto: Allan Andersen)

Den historiske udstilling sluttede med en topmoderne ambulance, som i modsætning til den gamle ambulance, er udstyret stort set som en mobilskadestue med alverdens udstyr og selvfølgelig de moderne brandbiler som til dagligt hører hjemme på Falck’s brandstation.

En væltet bil blev stille og roligt klippet i stykker – og det gælder om ikke at have fingrene i klemme når den hydraliske saks klipper metallet midt over som en kniv gennem smør. (Foto: Allan Andersen)

Hov, en bil er væltet
Et af dagens højdepunkter var uden tvivl frigørelse af en mand fra en væltet bil, her var hentet en miljøbehandlet skrotbil som meget belejligt var væltet om på siden med Brandstationsleder Kint Pedersen i rollen som en uheldig bilist.

Brandbilerne kørte en tur rundt om brandstationen med blå blink og udrykningshornet slået til, så der var fuld valuta for tilskuerne som muntert så til mens bilen stille og roligt blev klippet fra hinanden med redningsfolkenes kraftige hydraliske værktøj.

Der var dog lidt snyd i øvelsen, idet brandfolkene alene måtte klare det hele selv med deres fire-mands udrykning – normalt vil der være ambulancereddere og læge til at tage sig af patienten, mens brandfolkene klipper bilen i stumper og stykker.

Taget kom dog af uden problemer, og Brandstationsleder Kint Pedersen endte trygt på en båre som i dagens anledning spillede rollen som ambulance. Ydermere fik publikum lejlighed til at se hvordan man som patient ligger fastspændt på spineboardet, og ikke kan meget andet end at blinke.

Under øvelsen lykkedes det faktisk en brandmand at skære sig på det skarpe glas fra bilruden, men ikke værre end det kunne klares med et stort hæfteplaster.

Brandslukning med pulverslukker var et stort hit. (Foto: Allan Andersen)

Børn slukkede ild på stribe
En brandmand havde fået sig et fast job henover eftermiddagen, det var muligheden for at slukke sin helt egen brand med en pulverslukker – og det blev prøvet i rigt mål.

Det lignede nærmest en vinterdag med et godt lag sne i det område, hvor både større og mindre børn fik afprøvet pulverslukkeren mod en brændende tønde. Brandmanden som hjalp til måtte utallige gange tænde sin gasbrænder for at sætte fut i tønden, se ilden blive slukket og så ellers sætte ild til den igen.

Kabum, så var der ellers ild i hytten og brandbilerne måtte hurtigt afsted igen. (Foto: Allan Andersen)

Husbrand – ikke helt som planlagt
En plan er altid god på papiret, men nogen gange overtrumfer virkeligheden enhver god plan. Et lille hus var opstillet til at demonstrere røgudvikling fra et brændende hus, men den gode temperatur på pladsen gjorde at den demonstration startede med et brag, da der var dannet dampe i det lille træhus.

Således blev demonstrationen sat i gang med et hult drøn og et fuldstændig overtændt hus midt på pladsen, en stakkels røgalarm var ellers opsat i huset men den nåede ikke at give mange bip fra sig før den blev overmandet af flammerne.

Endnu en gang måtte brandbilerne en tur rundt om brandstationen for at komme på arbejde, og retfærdighedsvis skal det lige siges at brandvæsnet i Gribskov er blandt landets hurtigste, selvom lørdagens lille villa må siges at have været stort set nedbrændt før bilerne nåede frem.

Røgdykkerne kom frem med deres højtrykker og fik hurtigt has på den lille brand, huset led i forvejen af en række alvorlige mangler i tilstandsrapporten og branden gjorde det på ingen måde bedre – det var primært det som fik skylden for at huset hurtigt styrtede sammen under flammernes rasen.

Omvendt var det også en god demonstration af hvor lidt der skal til og hvor hurtigt ilden kan nå at ødelægge rigtig meget.

Hele arrangementet var velbesøgt fra startskuddet gik kl. 13.00 og der var fortsat godt med besøgende da klokken rundede lukketiden kl. 16.00. Umiddelbart har der været lidt over 500 mennesker forbi for at kigge på røde biler, og se på tæt hold hvad en rigtig brandmand laver.

Se mere fra dagen i videoen øverst eller i billedserien herunder. (Fotoserie: Allan Andersen)

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com
Sponsorerede links