GILLELEJE: Mandag eftermiddag var der proppet med mennesker i Havhøkeren, det var dog ikke en masse gode tilbud i butikken som havde lokket, men derimod fejring af Morten Ringsted’s 30 år bag disken.
Som en ganske ung mand på 22 år fik Morten Ringsted et job, i det som i 1989 hed ‘Fiskernes Indkøbsforening’ og den gang havde han ikke rigtig forestillet sig at han 30 år senere skulle stå bag den samme disk og nu være en af ejerne af butikken.
Men sådan er det blevet.
Udviklingen skete løbende igennem årene, omkring midten af 90’erne skiftede butikken ejerskab, og fik navnet Havhøkeren mens Morten fortsatte med sit gode job bag disken – og der har han stået trofast lige siden, mens han lidt efter lidt gennem årene har købt sig ind i forretningen som han i dag er halvparts ejer af.
Om sommeren kender de mange faste turister udmærket den altid smilende og glade mand, som dog har en vane med pludselig at ‘bippe’ og som et forsinket kuglelyn løbe ud af butikken for at varetage sit deltidsjob som brandmand i Gilleleje.
Her kunne han d. 20 august i år fejre sit 25-års jubilæum som brandmand, hvilket skete på brandstationen i Stæremosen.
Derfor var der godt proppet i Havhøkeren da der mandag eftermiddag var indbudt til fejring af Mortens 30 år i Havhøkeren, der var et godt rend ind og ud af butikken af folk som kom forbi for at fejre manden med de mange kasketter – og et altid funklende godt humør.






Skriv din kommentar her: