(Arkivfoto/Tekst: Allan Andersen)

GRÆSTED: Fredag morgen blev Ny Mårumvej kortvarigt spærret efter et sammenstød mellem en personbil og en motorcyklist. Uheldet skete kort før kl. 07.00 i morges. 

Motorcyklen med en 29-årig mand fra Hillerød i sadlen kom kørende fra Mårum-siden, da en 49-årig kvindelig bilist fra Græsted pludselig overtrådte sin ubetingede vigepligt og drejede ud foran motorcyklen i t-krydset Mårumvej – Ny mårumvej.

Føreren af motorcyklen kunne ikke nå at standse, og påkørte derfor bilen hvorved den 29-årige mand blev kastet ind i bilens forrude, og herfra ned på kørerbanen. Både politi, ambulance, akutlæge og brandvæsen blev straks sendt afsted mod uheldsstedet, hvilket gjorde at vejen var spærret for al trafik i nogen tid.

Motorcyklisten blev behandlet på uheldsstedet og kørt afsted i en ambulance til behandling på Hillerød Hospital efter den ublide medfart. Han skal dog ifølge de foreløbige oplysninger være sluppet meget heldigt med en brækket arm og div knubs og skrammer trods kollisionen som skal være sket med ca. 60-70 km/t. 

Såvel bil som motorcykel var ret så medtagede efter kollisionen, og indenfor få timer var de fjernet fra uheldsstedet af Falck.

Politiet har sigtet den 49-årige kvinde fra Græsted for ikke at overholde sin ubetingede vigepligt, en forseelse som rutinemæssigt medfører en betinget frakendelse af kørekortet.

Giv din mening til kende: