Motorcyklist fløjet til Rigshospitalet efter voldsom kollision

SMIDSTRUP: En mindre personbil og en motorcykel kolliderede med stor kraft i krydset Jydebjergvej / Helsingevej, mandag aften omkring kl. 18.40. En person blev fløjet til Rigshospitalet.

 

Politi, ambulancer og akutlæge kom ud til uheldsstedet hvor en mandlig fører af en motorcykel lå kvæstet på jorden.

Ulykken blev udløst da motorcyklen kom kørende ud ad Helsingevej i retning mod Blistrup, og en modkørende bilist foretog et venstresving mod Jydebjergvej, lige ind foran motorcyklen. Den ca. 380 kilo tunge Kawasaki Ninja motorcykel ramte ind i personbilens højrte baghjørne, og sendte såvel den 30-årige fører som maskinen ud på en flyvetur. Personbilen endte delvist på tværs af indkørslen til Jydebjergvej.

Efter kollisionen lå den kvæstede 30-årige mand på jorden, mens Helsngevej var overstrøet med vragdele fra bil og motorcykel, og bla. lå hans sko på hver sin side af vejbanen. Føreren af bilen, en ældre mand, var i følge Nordsjællands Politi ikke kommet noget til ved kollisionen.

Den 30-årige motorcyklists skader medførte at der blev rekvireret helikopter til stedet, og efter at være stabiliseret af læge og paramedicinere på uheldsstedet kunne han overføres til helikopteren som kort efter lettede med kurs mod Rigshospitalets Traume Center i København.

På uheldsstedet inddrog politiet et GoPro-kamera som var tændt og fortsat filmede, da betjentene samlede det op mellem vragstumperne, og dette blev taget med for at kunne se nærmere på motorcyklistens kørsel op mod uheldet.

På uheldsstedet kunne flere vidner oplyse at motorcyklen – eller en med samme udseende – kort før ulykken havde bevæget sig med stor hastighed ad bla. Tinkerup Strandvej, Smidstrup Strandvej og udad Helsingevej.

Skriv din kommentar her: