Foto & tekst: Siff Camilla Kingod.

GILLELEJE: Kan du lide at høre godnathistorier? Så skal du møde op i Det Hvide Hus i morgen aften. Her fortæller Nordkystfortællerne godnathistorier for børn og voksne.

Der var engang en gruppe mennesker, der elskede at fortælle gode historier. De kaldte sig Nordkystfortællerne og drog rundt og fortalte historier for godtfolk, der havde tid og lyst til at lytte. Heldigvis er Nordkystfortællerne ikke blot et eventyr. Det er en vaskeægte gruppe af fortællere med ord på hjerte og i mund. Og nu kan de opleves i Gilleleje.

Tilpassede fortællinger
I morgen aften – og yderligere to onsdagsaftener – fortæller Nordkystfortællerne godnathistorier for børn og voksne kl. 21.30 i Det Hvide Hus i Gilleleje. Historierne tilpasses det fremmødte publikum.

Nordkystfortællerne er fra venstre Karl Erik Frederiksen, Ann Mari Urwald, Ibrahima Sory Diallo, Beate Richter, Simon Simonsen, Lisbeth Lund og Alex Fersbye.
Foto: Presse. Nordkystfortællerne: fra venstre Karl Erik Frederiksen, Ann Mari Urwald, Ibrahima Sory Diallo, Beate Richter, Simon Simonsen, Lisbeth Lund og Alex Fersbye.

– Hvis der er børn til steder, får de en bestemt drejning, og hvis der kun er voksne — nåeh ja, så kan indholdet blive lidt anderledes, oplyser Nordkystfortæller Karl Erik Frederiksen på facebook.

Hvis vejret tillader det, vil fortællingerne finde sted i haven. Den ligger ud til Søborg Kanal over for Kulturhavn Gilleleje.

TID: Onsdag den 11. juli (samt 18. juli og 1. august), kl. 21.30.
STED: Det Hvide Hus, Gilleleje Hovedgade 4, 3250 Gilleleje.
ENTRÉ: Gratis.