Nordsjælland Håndbold advarer: Tilskuer testet positiv for Covid-19

Sad du på den tribune der ses på billedet her? Så kan der være risiko for smitte med Covid-19, det oplyser Nordsjælland Håndbold på Facebook. (Foto: Nordsjælland Håndbold / Facebook)
SPORT: En tilskuer til håndboldkampen Nordsjælland Håndbold-IK Skovbakken i lørdags D. 12. september 2020 er blevet testet COVID-19 positiv, oplyser Nordsjælland Håndbold i en meddelelse på Facebook.

– Det drejer sig om én tilskuer, som sad på Malerfirma Schmeer Tribunen, som er på den side af Royal Stage, hvor spillerne løber ind og dommer- og speakerbordet er. Det er den tribune, du ser på billedet der er taget mens NH-spillerne varmede op til kampen i lørdags, oplyser direktør H.P. Dueholm, Nordsjælland Håndbold.

Nordsjælland Håndbold opfordrer derfor tilskuerne til:
– Hold øje med eventuelle symptomer
– Download den officielle app Smittestop
– Bliv eventuelt testet for COVID-19
– Orienter eventuelle ledsagere.

Da Nordsjælland Håndbold fulgte myndighedernes anvisninger og bl.a. delte arenaen i to, henvender denne advarsel sig derfor kun til den del af tilskuerne, som sad på den østvendte tribune. For en sikkerheds skyld, så testes NH-truppen (spillere, trænere, holdeledere og fysioterapeuter) i morgen (Onsdag) klokken 8.30.

Leave a Reply