Ny BMX-klub overtager i Græsted

GRÆSTED:  En håndfuld tidligere medlemmer har valgt at fortsætte opgaven efter at den tidligere forening i byen flyttede til Hillerød. Så nu skulle der igen være fri BMX-træning i Græsted.

Det er let at blive forvirret, når snakken går på BMX-klubber i Græsted. Sidste måned kunne vi skrive, at Gribskov BMX skifter kommune og navn, men nu er en håndfuld tidligere medlemmer klar til at overtage opgaven på eget initiativ.

– Det har været fantastisk at se de skønne børn og forældre lørdag efter lørdag og den kæmpe udvikling af selvsamme. Det ville være en skam at smide det på gulvet, lød det indledningsvis fra en af tovholderne til den nye klub, Jørgen Andersen, i kølvandet på lukningen af Gribskov BMX.

På Facebook kan Jørgen Andersen nu skrive følgende glade besked til byens BMX-glade unge:

– BMX i Græsted er er blevet til, fordi vi elsker at se gnisten i øjet, der bliver til en glød for så at blive til ild – med det menes der [at] se jeres glæde, der bliver større og større. Vi er ikke helt nye, da flere af os sidste år var med i Gribskov BMX. Da den blev lukket ned for at flytte til Hillerød, valgte vi at fortsætte i Græsted.

Gruppen oplyser desuden på klubbens nyligt oprettede Facebookside, at træningen for det meste vil foregå lørdage formiddag fra kl. 10-12. Banen finder man bag sportshallen og fodboldanlægget.

– Vi håber meget på at se både gamle og nye ansigter, lyder beskeden fra tovholderne.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com