Ny bundplacering: Gribskov 3. mindst erhvervsvenlige kommune

Gribskov klarer sig meget skidt målt på erhvervsvenlighed. Tekst: David Abildgaard. Grafik: Dansk Industri.

GRIBSKOV: Dansk Industris har foretaget sin årlige undersøgelse af de danske kommuners erhvervsvenlighed, og igen ligger Gribskov i bunden at tabellen som en af landets mindst erhvervsvenlige kommuner.

Ifølge Dansk Industris undersøgelse ‘Lokalt Erhvervsklima 2019‘, som netop er offentliggjort, er Gribskov kommune gået to pladser frem og er nu placeret på en 91. plads ud af de 93 kommuner, der indgår i undersøgelsen.

“Selvom det er to pladser frem i forhold til 2018, er det ikke tilfredsstillende, og kommunen vil fortsat have fokus på at forbedre indsatsen på erhvervsområdet”, skriver kommunen i en udsendt pressemeddelelse.

Bundplaceringer flere steder
Bundplaceringen skyldes blandt andet vores forholdsvis ringe infrastruktur, som scores som landets 2. værste. Skidt er det også inden for kategorien ‘arbejdskraft’, hvor Gribskov siden sidste år er gået hele 33 pladser tilbage. Også kommunens indsats for at opfylde virksomhedernes behov for at hente kvalificerede medarbejdere henter hug. Indsatsen vurderes som landets 2. værste.

Cirka hver tredje af de adspurgte virksomheder i Gribskov vil ikke anbefale kommunen til andre selvstændige. Klik for større version. Grafik: DI.

Også den kommunale sagsbehandling får dumpe-karakterer. Her placerer Gribskov sig på en 92. plads. Kategorien dækker over virksomhedernes oplevelser, når de henvender sig til kommunen for at få behandlet sager. Her er det vigtigt med en hurtig, effektiv og kompetent sagsbehandling.

Enkelte lyspunkter
Der er også fremgang at spore. I seks ud af de ni kategorier går det den rigtige vej.

Blandt andet har kommunen rykket hele 62 pladser frem i kategorien ”brug af private leverandører” til en 8. plads. Her er der særlig fremgang, når det handler om udbudsprocesser og kommunens betalingsfrister og rettidig betaling. Dialog med kommunen er også gået lidt frem, ligesom kommunens image og fysiske rammer vurderes en anelse bedre end sidste år.

Samlet set er det dog kun gået en vej siden borgmesterskiftet ved udgangen af 2017:

Det er gået støt ned siden 2017 med kommunens erhvervsvenlighed. Grafik DI.

Formand for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi, Morten Ulrik Jørgensen, lover fremgang:

– Vi er i fuld gang med at styrke indsatsen på erhvervsområdet. Der er helt sikkert noget at arbejde med, og vi er også godt i gang, forklarer han i en udsendt kommunal pressemeddelelse.

Han peger på, at undersøgelsen blev gennemført i foråret, og at udvalget og administrationen i mellemtiden har igangsat en tæt dialog med det lokale erhvervsliv. Men der er udfordringer, som er uden for kommunens kontrol, peger Morten Ulrik Jørgensen på:

– Infrastrukturen er helt klart en udfordring, ikke mindst fordi en stor del af den er ude af vores hænder. Staten er en vigtig spiller her. For eksempel har vi ventet længe på en forlængelse af Hillerødmotorvejen, og med den tidligere regering fik vi den stillet i udsigt. Jeg har tiltro til, at den kommer og at det vil hjælpe på vores infrastruktur, forklarer han.

Også kommunens sagsbehandling bør løftes, mener han.

– Vi er netop i gang med en ny indsats for at forbedre sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiderne. Jeg tror på, at det går den rigtige vej og glæder mig over, at vi  trods alt er rykket i den rigtige retning flere steder, slutter formanden.

Gribskov sammenlignet med 2018 i de forskellige kategorier. Grafik: DI.

Gribskov er ikke den eneste Nordsjællandske kommune, som klarer sig skidt i undersøgelsen. De tre nederste placeringer går til Halsnæs (93.), Egedal (92.) og Gribskov (91.). Bedst går det for de kommunerne Ikast-Brande (1.), Herning (2.) og Ringkøbing-Skjern (3.)

Netavisen Gribskov har taget kontakt til Dansk Industri og bedt om en dybere redegørelse for, hvorfor Gribskov klarer sig så ringe i den årlige undersøgelse, og hvad der ifølge DI skal til for at løfte kommunen og flere af de andre Nordsjællandske kommuner ud af moradset. Vi bringer en opfølgende artikel.

FAKTA
60 lokale virksomheder har deltaget i undersøgelsen. Virksomhederne hører alle ind under DI’s fokus-brancher såsom produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service.  

Virksomhederne er blevet spurgt om deres opfattelse af Kommunen indenfor ni forskellige kategorier.

Besvarelserne repræsenterer 1.100 arbejdspladser, hvilket svarer til ca. 14 procent af de privat beskæftigede i kommunen.

Du kan læse undersøgelsen i sin helhed her: Lokalt Erhvervsklima 2019 – Gribskov. (Link åbner pdf-dokument, red.)

Det er også muligt at læse om selve metoden for indsamlingen af data. Det kan ske på DI’s hjemmeside: Om undersøgelsen.

Giv din mening til kende: