Ny hjertestarter kan redde liv i Dronningmølle

TrygFonden har doneret en hjertestarter, som kan findes ud for adresserne Hindsehovgården 11 og 13 i Dronningmølle, på redskabsskurets endevæg, hvor den er tilgængelig hele døgnet. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Trygfonden.

DRONNINGMØLLE: Grundejerforeningen Hindsehovgården i Dronningmølle har fået en hjertestarter installeret ud for Hindsehovgården nummer 11 og 13 på redskabsskurets endevæg. Den er tilgængelig hele døgnet og kan ses på hjertestarter.dk.


Nye tal viser, at der hvert år er 5.400 personer som falder om med hjertestop uden at være indlagt på et hospital hvert år. Det svarer til 15 personer om dagen. Mange af disse personer kan reddes. I 2018 trådte vidner til med livreddende førstehjælp i 77 pct. af tilfældene, og det lykkedes at genoplive hele 813 mennesker.

En hjertestarter er en stor hjælp. For hvert sekund der går efter hjertestoppet, falder chancen for at overleve. Får en person med hjertestop først hjælp, efter ambulancen ankommer, er der blot 11 procents chance for at overleve. Men yder en lægmand livreddende førstehjælp, inden ambulancen ankommer, stiger overlevelseschancen til 16 pct. Og hvis der også er bliver brugt en hjertestarter kan op mod halvdelen af dem reddes. (nogle studier peger ovenikøbet på over 70 pct.).

Der er derfor mange gode grunde til at lokale grundejerforeninger søger om en hjertestarter via TrygFonden. Med hjertestarteren følger også et kursus, hvor man kan uddannes i livreddende førstehjælp og brug af hjertestarter.

– Vi er meget glade for, at Grundejerforeningen Hindsehovgården har taget initiativ til at få en hjertestarter hængt op og lære livreddende førstehjælp. Vi ved, at den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet, og jo flere hjertestartere, der er tilgængelige hele døgnet rundt om i landet, jo større er chancen for, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude, og en person pludselig falder om med hjertestop. Derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet til, hvor hjertestarterne hænger, og hvordan man bruger dem, siger Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser i en udsendt pressemeddelelse:

I 2019 modtog blot lidt over ni procent af dem, der faldt om med hjertestop uden for hospital, stød med en hjertestarter inden ambulancens ankomst.

– Det er meget positivt, men vi vil gerne have hjertestarterne i brug i endnu flere tilfælde. Man skal ikke være nervøs for at tage en hjertestarter i brug, for man kan aldrig komme til at skade personen, der er faldet om. Det er vigtigt at huske på, forklarer Grethe Thomas.

Hjertestarteren fortæller, hvad du skal gøre
Når en hjertestarter tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren. Hjertestarteren kan ikke betjenes forkert, og man må derfor aldrig tøve med at tage den i brug – heller ikke selvom det er en uvant situation, man pludselig befinder sig i.

Du kan se, hvor den nærmeste hjertestarter ved at klikke ind på www.hjertestarter.dk eller via appen ”TrygFonden Hjertestart”, som kan downloades gratis til iPhone, Windows og Android.

Leave a Reply