Ny modedille? Bakkebo indvier endnu en rickshaw

De mange fordele ved at lade frivillige cykle rundt med de ældre har fået flere af kommunens plejecentre til at skrive rickshaws på ønskelisten. Tekst: David Abildgaard. Foto: Jens-Erik Larsen.

GRIBSKOV: Der er ved at gå helt mode i rickshaws til plejehjem i Gribskov. Snart bliver den tredje cykel indviet, og det sker på Bakkebo, så beboerne kan få lidt ekstra vind i hårene. Og meget tyder på, at endnu flere af de elektriske cykler er på vej til de ældre.

Nu skal også beboerne på Bakkebo Omsorgscenter ud og mærke foråret. Det sker, når der 3. maj kommer en ny rickshaw til plejecenteret.

Det er gjort muligt med en donation fra Johannes Fog fonden, og frivillige cykelpiloter står klar til at bringe beboerne ud i landskabet. Hvis du kunne tænke dig at blive frivillig cykelpilot så mød op til indvielsen fredag d. 3. maj.

Initiativet er opstartet af foreningen ‘Cykling uden alder’, som ser en fordel i at bruge eldrevne rickshaw-cykler med frivillige cykelpiloter bag styret til at give de ældre oplevelser, de ellers ikke ville kunne hente.

Der findes rickshaws på to andre plejecentre i Gribskov kommune: Skovsminde i Græsted og Trongården i Vejby.

Kom til indvielse
Indvielsen af Rickshaw-cyklen finder sted fredag d. 3. maj kl. 14-16 på Bakkebo Omsorgscenter, Østre Alle 30, Gilleleje.

Både beboere, deres familier, naboer, venner, personale og alle, der gerne vil være en del af initiativet er inviteret til et hyggeligt arrangement, der inkluderer prøveture til friske passagerer og en introduktion for nysgerrige, der gerne vil prøve at træde i pedalerne.

Flere cykler på vej?
Og meget tyder på, at endnu flere el-cykler er på vej til kommunens plejehjem.

En initiativgruppen bestående af ‘Cyklistforbundet Gribskov’, ‘Klimagruppen Gribskov’ og Gribskov kommune er i fuld gang med at søge fonde til at kunne indkøbe flere cykler og håber derfor snart at kunne udvide til flere plejecentre og borgere i kommunen.

Du kan læse mere om Cykling Uden Alder på hjemmesiden www.cyklingudenalder.dk eller Facebooksiden ‘Cykling uden alder’.

 

Skriv din kommentar her: