Nye forpagtere til Restaurant Passebækgård: Fine-dining skal være for alle

Den herlige sol bliver nydt under pauserne. Her er det avisens to udsendte sammen med indehaver Claus Lundbæk (2. tv)med de to nye forpagtere af restauranten Morten Øhrstrøm og Jacob Loop. Foto: Michael Madsen.
GILLELEJE: Det behøver ikke være så dyrt at spise gourmet-mad. Sådan lyder parolen fra de to nye forpagtere af Restaurant Passebækgård, hvor man endelig kan byde indenfor efter en større omrestaurering af både kulisser, koncept og menukort.
 
Jacob Franch Loop Løvgreen og Morten Øhrstrøm Hansen smiler begge, da de med faste håndtryk og tatoverede underarme tager imod netavisens udsendte, som i dagens solrige anledning har taget sin ivrige fotopraktikant med på et hyggeligt golfvisit.
 
Den herlige sol bliver nydt under pauserne. Her er det avisens to udsendte sammen med indehaver Claus Lundbæk (2. tv)med de to nye forpagtere af restauranten Morten Øhrstrøm og Jacob loop (midt i foto). Foto: Michael Madsen.
– Er her ikke herligt, indleder Jacob Loop, da han under en pause i madforberedelserne kan sætte sig på terrassen med sin gode ven og kollega Morten Øhrstrøm.
 
Vi nikker alle til naturen og betragter en kort stund golfbanerne, der dufter af forår og godt humør.
 
– Det som virkelig solgte stedet var da Claus (Claus Lundbæk, klubbens indehaver, red.) tog os med i en golfbil og viste os hele banen. Der er jo simpelthen så skøn en natur. På den tur så vi både hjorte, ræve og fasaner, så da jeg kom tilbage, tænkte jeg bare: “Wow, Jeg kan blive en del af det her”, forklarer Jacob Loop.
 
En drøm
Klubben har en ni-hullers bane, som typisk tager et par timer at gennemføre. Grafik: Passebækgård Golf.
Rundturen fandt sted for cirka et halvt år siden og siden da har duoen arbejdet på at gøre restauranten klar til at servere gourmetmad, både inde og ude.
 
For Jacob er det en drøm, der endelig kan udleves. Han er blot 32 og bor til dagligt i Espergærde med sin hustru og tre livlige drenge. Efter en karriere i København, hvor hans arbejdsliv har centreret siden han med Morten stod i lære på det anerkendte Le Sommelier i Bredgade under chef Francis Cardenau.
 
Nu flytter han en stor del af sin tilværelse endnu et skridt væk fra storbyens kakofoni.
 
Interiøret har fået et facelift. Foto: Passebækgaard.
– Jeg har længe haft en stor drøm om at åbne en gourmet-restaurant, og Morten og jeg er et super makkerpar. Når man skal arbejde så meget sammen er det vigtigt, at man har en, som man både kan grine og græde med. Og så var det jo helt pudsigt, at morten faktisk bor lige ved siden af golfbanen… Jeg tror sådan lidt på karme, så jeg tænkte, at der er nok en mening med det her, forklarer Jacob og får et grin retur fra Morten.
 
Fokus på lokale råvarer
Morten Øhrstrøm er noget mere kendt i området. Han bor ganske nær Passebækgaard med sin familie, hvor han blandt andet dyrker økologiske grønsager; en hobby, der nu kommer restauranten til gode. I det hele taget gælder det om at bruge de lokale råvarer i området, understreger begge.
 
– Alle detaljer og varer er nøje udvalgt. Vi har nogle fiskere i Gilleleje, som ryger for os. Vi har blandt andet en lækker frokostret med en modne Gilleleje-sild, som bliver fanget i september, når der ikke er så meget fedt på dem. Det gør, at de er lidt mindre, men til gengæld er de simpelthen så smagsfulde. Morten og jeg stod og guffede sild en hel morgen og kunne slet ikke få nok, forklarer Jackob, der dog ikke kun kan forlade sig på det lokale.
 
– I fransk gastronomi er der jo en hel række ting, som vi bliver nødt til at hente fra Frankrig; charcuterier og lignende, forklarer han og stikker ud i en undskyldende skuldertrækning.
 
Restauranten har åben både for- og eftermiddage. Frokostmenuen kan af bestå af smørebrød eller være en 2- eller sågar 3-retters menu, som varierer fra dag til dag.
 
– Til aften serverer vi udsøgt gourmet, understreger Morten Øhrstrøm, der forklarer, at det som meget andet i køkkenet vil blive baseret på årstidens muligheder. Og variation er vigtigt, understreger Jacob Loop.
 
– Der kan være forretter som stegt helleflynder med jomfruhummer, Kalvebrisler eller en jordskokkesuppe med kammuslinger. Hovedretter vil ofte være efter dagens fangst,  eller det kan være oksemørbrad, variationer af gris eller en lækker coquelet, forklarer han. 
 
Menukortet er simpelt og overskueligt. Klik for større version. Foto: Michael Madsen.
Aftenmenuen vil blandt andet have menuer som dagligt bliver sammensat af Morten og Jacob, og seneste menu kan findes på restaurantens hjemmeside: Restaurant Passebækgaard.
 
Restauranten er blevet ombygget gennem vinteren, så den kan stå klar til påsken. Der er godt med plads til både store og små selskaber med en restaurant der kan rumme op til 100 gæster og en terrasse med plads til cirka ligeså mange.
 
De mange gæster skal komme fra alle samfundets lag, understreger de to kokke, der bestemt ikke ligner nogle, der bruger alt for meget tid i kjole og hvidt. Restauranten kommer til at have en pris, der er til at spise, lover de.
 
– Det bliver fine-dining, men til en tredjedel af prisen. Vi vil gøre alt det de gør på de fineste restauranter, men det her skal være et sted for alle. Man behøver ikke være direktør eller arving for at kunne komme her, forklarer Jacob Loop.
 
De to forpagtere
Jacob Loop. Foto: Presse/Loop.
Jacob Løvgreen Loop har erfaringer som blandt andet kok for Umami og bistro Boheme. De seneste otte år har han været selvstændig, og driver i dag LoopKantiner samt LoopFood, som er en økologisk madbutik på Frederiksberg.
 
Morten Øhrstrøm Hansen købte sammen med sin hustru sidste år en bolig på Bregnerødvej, hvor de i dag bor med deres to børn og en fælles plan om at fortsætte driften med dyrkning af økologiske grøntsager og korn.
 
Restaurantchef er Jerry Rasmussen, som står for at sikre, at gæsterne har en hyggelig stund under besøget.
 
Du kan læse mere om klubben, banen og faciliteterne her: Passebækgård Golf.
 
 
Giv din mening til kende: