Nyt familietilbud til de modige: Tag en skovtur i nattens mørke

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.

GRIBSKOV: Har du altid drømt om at tage en frisk løbetur midt om natten i en skov med kun pandelampens skær og et krøllet kort til at vise dig vejen? I så fald er du nok lidt mærkelig, men den gode nyhed er, at du snart kan udleve dine drømme sammen med ligesindede!

Tisvilde Hegn OK har fået penge til at søsætte et projekt med familieorienterings-løb i pandelampernes skær. Foreningen har modtaget i alt 36.600 kroner i støtte til at købe en række lånesæt, som nye familier kan tage med ud i skoven. Sættene består af pandelamper, kompasser og elektroniske brikker til at registrere posterne.

Og der vil være frivillige til at hjælpe jer ordentlig i gang, forklarer formanden.

– Klubben har gennem det sidste år udviklet et projekt med familieorientering, hvor frivillige en gang om ugen står klar til at hjælpe nye familier med at få en anderledes tur i skoven, siger klubformand Svend Mortensen i en udsendt pressemeddelelse og fortsætter:

– Nu kan vi tilbyde en tur i skoven i pandelampernes skær. Det er spændende og udfordrende uden at være utrygt, og det giver forældre og børn mulighed for at få anderledes oplevelser sammen. Man bestemmer selv, om man vil gå eller løbe.

Start ud med lidt tusmørke
Lyder en skovtur i komplet nattemørke som lidt af en mundfuld, så kan du tage en “dyppert” tirsdag den 3. marts kl. 17.30. Her kan du tage familien med til en tur på et tidspunkt, hvor solen stadig er fremme.

– Vi ved godt, at det ikke er rigtig mørkt kl. 17.30 i marts måned, men inde i skoven vil der være tusmørke, hvor pandelamperne vil hjælpe familierne på vej, siger klubformanden, og han slutter:

Der er mødested ved Naturrum Tisvildeleje, der ligger bagest på den store parkeringsplads på stranden i Tisvildeleje. Initiativet fortsætter tirsdagene den 10., 17. og 24. marts samme tid og sted.

Alle er velkomne til at møde op på selve dagen, og initiativet fortsætter med flere løb senere på året. Læs mere i avisen her, når tiden er nær.

Samme tid og sted afholder Tisvilde Hegn OK også træningsløb for klubbens medlemmer, så de nye familier kan opleve stemningen i klubben.

Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt
Støtten til det nye tiltag kommer fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger.

DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer.

Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

Puljens midler kommer fra de såkaldte ’Spillehalsmidler’, som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Hvordan søger man støtte?
Alle idrætsforeninger kan ansøge puljen. Det kan ske ved at søges via Centralt ForeningsRegister, som du finder her: www.medlemstal.dk.

Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI’s hjemmesider.

Leave a Reply