Øretæver i luften: Veterantræf 2019 klar med bokselandskamp

GRÆSTED: Hele fem lokale boksetalenter står klar til at dele øretæver ud, når et landshold fra Tyskland lørdag d. 8. juni kigger for Veterantræffet i Græsted. Her vil blandt andet stortalentet Oliver Møllenberg fra Gilleleje stå klar til at tage imod.

Det er ikke kun krudt og kugler, der fyrer mellem tyskerne og danskerne under det årlige veterantræf. Her har man i årevis haft en god en seværdig tradition i at arrangere krig nabo-landene imellem, og nu kommer som noget nyt en vaskeægte bokselandskamp med ærke-rivalerne på den forkerte side af vores sydlige grænsebomme.

Det sker, når der 8. juni skal dystes i boksning. Fra Danmark stiller fem lokale boksere, som får mulighed for at vise deres styrke, når fem tyskere kommer til Græsted for at vise, hvordan man i Tyskland deler øretæver ud.

Det vil bestemt ikke gå stille af sig.

Det danske hold består af en række unge danske landsholdskandidater, som testes i internationale kampe og som er udvalgt af Danmarks Bokse-Union.

Møllenberg lover øretæver
Det danske hold består af følgende boksere:

Oliver Møllenberg. Foto: Presse.

Headliner er en ægte prof-kamp med den nyligt debuterende prof-bokser Oliver Møllenberg fra Gilleleje, som til sin tredje professionelle kamp skal møde Kristian Bejko fra Albanien. Kristian Bejko kommer til veterantræffet med fire professionelle kampe, hvoraf han har vundet de to.

Kampen i Græsted bliver ekstra vigtig for det unge talent, der netop for nyligt skiftede til en ny promoter til Q Pro Box. Han glæder sig til kampen i Græsted.

– Det er det her, man bokser for; dét at være på hjemmebane, lyder det fra Oliver Møllenberg, der har bokset det meste af sin karriere i Gilleleje.

Kampen mod Albanerne bliver en vigtig sten på vejen mod international kamperfaring. Det har dog ikke betydet, at Oliver har omlagt sin træning.

– Jeg forbereder mig, som jeg gør til alle kampe. Det handler om hård træning og at være klar til at møde den bedste, siger Oliver Møllenberg i en udsendt pressemeddelelse.

Møllenberg var sidst i ringen ved Quaestor Fight Night i Ringkøbing tilbage i februar.

Debutanter i ilddåb
Stævnet i Græsted giver desuden debut til Silas Gryholt fra Gilleleje BK. Han er både dansk og sjællandsk begyndermester. Han har 15 kampe under bæltet med kun et nederlag, så der er en del momentum bag den unge kæmper.

Der bliver også debut til 14-årige Steven Windemuth, ligesom Aslan Mahauri, som fik en flot sølvmedalje ved de danske mesterskaber, stiller til kamp for den lokale bokseklub i Gilleleje.

Luis Vasques fra CIK stiller op som nuværende sjællandsk mester i sin vægtgruppe og Allan Malla fra Herlev Boxing, dansk mester og nummer to til de nordiske mesterskaber, er også klar til at lufte boksehandskerne. 

Sværvægteren Ali Dadayev fra BK Tårnet 74 er regerende sjællandsk, og som sidste landshold bokser kommer supersværvægteren Oliver Zaren fra Box Team Jyllinge. Oliver blev som Ali sjællandsk mester.

Stævnet finder sted i det store telt på veteranpladsen, hvor der bliver sat en boksering op lørdag eftermiddag.

Teltet vil som optakt til kampen lyde af toner fra bandet The What.Det er et af landets mest erfarne Americana-bands, og stilen er en skøn blanding af country, rock’n roll og sydstatsblues. De spiller op lørdag kl. 14 og giver koncert samme dag kl. 19, ligeledes i Musikteltet.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com