Oliver Møllenberg knockoutet: Sendt i gulvet af influenza

Arkivfoto/Tekst: Allan Andersen.

SPORT: Oliver Møllenberg skulle lørdag have bokset mod ungarske Tamas Horvath i Bruchsal, Tyskland. Den kamp bliver desværre ikke til noget, da Møllenberg er ramt af influenza.

I ringen er Oliver Møllenberg aldrig blevet sendt i gulvet, men en omgang baciller har nu sendt den unge bokser under dynen med en ubehagelig omgang influenza.

Med kort varsel accepterede Oliver Møllenberg (4-0-1, 2 KOs) kampen mod Tamas Horvath (6-6-0, 2 KOs), som skulle have stået lørdag den 7. december – men desværre er Oliver Møllenberg blevet ramt af en slem omgang influenza, hvorfor han har valgt at trække sig fra kampen, lyder det i en pressemeddelelse.

– Jeg har haft kort forberedelsestid men var egentligt klar til kampen, siger Oliver om det ærgerlige afbud til weekendens kamp.

– Men når man bliver ramt af sygdom, som jeg er blevet – de sidste to dage har jeg brugt i sengen – så tager det på kroppen og konditionen. Det ville simpelthen ikke give mening at tage kampen.

Det ærgrer dog den 19-årige Gilleleje bokser, at han ikke nåede at få en sidste kamp inden nytår.

– Hverken for teamet eller jeg ville det give mening at tage derned med sygdom i kroppen. Det er en kamp på udebane og ikke en VM-kamp. Det er ærgerligt, men jeg vil hellere være sikker, end at tage en chance og måske tabe kampen, siger Møllenberg.

Oliver Møllenberg forventes i stedet at komme i kamp i starten af 2020.

Skriv din kommentar her: