Ormen kommer! Dune rammer det store lærred i Gilleleje

GILLELEJE: Er du til intergalaktiske dramaer med store orme og ulovlige stoffer, så er det bare om at smutte forbi Gilleleje Bio, som fra og med torsdag viser dramaet ”Dune”. Filmen er baseret på Frank Herberts roman af samme navn fra 1965. Nu er en ny version klar, produceret af ingen ringere end Denis Villeneuve.

 

Dune. De fleste som har læst i hvert fald den første bog i serien ved, at en filmatisering af det episke drama på den sandede ø er svært egnet til det store lærred. David Lynch, kendt for serien Twin Peaks, gav det et forsøg i 1984. Han fejlede på ganske spetakulær vis, og filmen er i dag en kultklassiker. Nu er turen kommet til instruktør Denis Villeneuve, som har et imponerende resumé, som inkluderer film som Blade Runner 2049, Arrival og Sicario.

Den nye version har høstet flotte anmeldelser og tager udgangspunkt i den unge, begavede Paul Atreides, som viser sig født til at opnå noget ganske særligt. Filmen starter på god science-opera manér med en rumrejse mod en fremmed planet, hvor ondsindede kræfter kæmper om planetens mest dyrebare ressource – et middel, der kan åbne op for menneskehedens største potentiale. Resten må du selv opleve.

Filmen er tænkt som den første af to, eller måske tre, dele.

Billetter og info om andre film kan bestilles her: Gilleleje Bio

Du kan se en trailer herunder, men vi anbefaler at du skipper den og smutter direkte i biografen.

Familien Addams er tilbage
Torsdag d. 7.10. er der premiere på animationsfilmen ”Familien Addams 2” om den makabre familie Addams med hang til det uhyggelige og ulækre. I den nye film beslutter farmand Gomez Addams, at familien har brug for at blive rystet sammen, hvorfor de nu drager afsted på campingtur. På deres vej gennem USA spreder de gak, løjer og katastrofer, mens de også møder gamle kendinge og besøger kendte steder. Filmen vises med dansk tale.

Gys for børn
Fra og med lørdag kan man se den nye danske familiefilm ”Forsvundet til Halloween”.

Den handler om søskendeparret Asger og Petra, hvis Halloween-fejring bliver anderledes end nogensinde før. Asger og Petra har for nyligt mistet deres far, og det er nu første halloween uden ham. Da Petra en aften pludselig forsvinder sporløst, må Asger og naboen Esther stå sammen om at finde den forsvundne lillesøster. De tager ud i den skøre halloween-aften, og i deres søgen efter Petra støder de på drengen Svend, udklædte zombier, tricktyve og alverdens udfordringer, inden de ender foran det uhyggelige hus, hvor den onde heks bor.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com