Otte bilister frakendt kørekortet for u-vending på motortrafikvej

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HILLERØD: Otte bilister blev d. 3.oktober 2019 ved Retten i Hillerød frakendt førerretten betinget, fordi de foretog u-vending på Hillerødmotorvejens forlængelse den 6. april 2019, da vejen var spærret på grund af et færdselsuheld.

Den 6. april i år skete der et færdselsuheld på Hillerødmotorvejens forlængelse under broen, der fører Roskildevej over motortrafikvejen. Dette medførte bilkøer i begge retninger.

Flere bilister foretog u-vending over de dobbelte spærrelinjer mellem de nordgående og sydgående vejbaner. Ingen af bilisterne var til konkret fare eller ulempe for færdslen i forbindelse med u-vendingen.

Retten behandlede otte sager, hvor bilisterne var tiltalt for under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have ført bil på Hillerødmotorvejens forlængelse, som er udlagt til motortrafikvej, hvor de foretog en u-vending over en fuldt optrukken spærrelinje, selv om spærrelinjen ikke må overskrides, og vending ikke er tilladt på motortrafikvej, jf. færdselslovens § 4, stk. 1 og § 48, jf. § 46, stk. 1 og 2.

De tiltalte bilister erkendte de faktiske forhold, men de mente ikke, at de konkret havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, idet de alle fortalte, at de havde frit udsyn til eventuel færdsel i modsat retning, at der ikke kom modkørende biler, og at det var godt vejr og solskin.

Dommens resultat
Retten lagde de tiltaltes forklaringer om de faktiske forhold til grund, herunder at de havde kørte hen over en fuldt optrukken spærrelinje og foretaget u-vending på en motortrafikvej.

Retten fandt, at forbuddet mod vending på motortrafikvej efter færdselslovens § 46, stk. 1 og 2, jf. § 48, er så grundlæggende og sikkerhedsmæssigt betydningsfuldt, at en overtrædelse heraf i almindelighed er en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, uanset om det godtgøres, at personer eller ting ikke har været udsat for konkret fare. Der forelå ikke særlige forhold, som kunne føre til, at førerretsfrakendelsen kunne undlades.

De tiltalte blev idømt en bøde på 2.500 kr. og en betinget frakendelse af førerretten, sådan at de tiltalte beholder førerretten, hvis de ikke igen inden for tre år fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes. Betinget frakendelse af førerretten indebærer desuden, at man i løbet af nogle måneder skal bestå en kontrollerende køreprøve og en teoriprøve.

Dommene blev afsagt af Retten i Hillerød den 3. oktober 2019, seks af de tiltalte modtog dommen, mens to tiltalte ønskede at overveje, om dommen skal ankes.

Skriv din kommentar her: