Det skal være slut med at se Attendo-biler kørende rundt i kommunen. I hvert fald hvis det står til borgmesteren og et flertal i Byrådet, der nu ønsker at lave et nyt udbud på hjemmeplejen. Foto: Arkiv/læserfoto.

GRIBSKOV: Borgmester Anders Gerner Nielsen har så ringe resterende tillid til Attendo, at han sammen med et flertal i Byrådet nu anbefaler, at alle aktiviteter med det svenske plejefirma bør ophøre snarest muligt. Det omfatter også hjemmehjælpen, lyder det fra borgmesteren.

Attendo skal slet ikke fremadrettet have del i plejen af de ældre i Gribskov. Det mener et flertal i Byrådet, der nu melder ud, at de vil give forvaltningen mandat til at tvinge et nyt udbud igennem, så Attendo kan ryge fra opgaven.

– Der har været alt for mange dårlige sager i samarbejdet mellem kommunen og Attendo, og det er hverken til gavn for Attendo, os, medarbejderne eller for trygheden hos vores borgere. Derfor er vi i partierne enige om, at ældre og Social Udvalget hurtigst muligt skal give forvaltningen mandat til at forhandle med Attendo og måske afslutte samarbejdet før tid. Det skal dog ske på en god og ordentlig måde, forklarer borgmester Anders Gerner Frost til netavisen.

Om to år
Håbet er at få lokale plejefirmaer til at byde på opgaven, og så skal kommunen også have en del, men det kan nok først blive i 2020, gætter borgmesteren.

– Vi ved endnu ikke, hvad det ender med, for der er flere muligheder. Næste skridt bliver, at vi ved udgangen af 2020 skal lande et helt nyt udbud, hvor der både vil være en kommunal og privat del. Min ambition er at lave et udbud, hvor vi sikrer os, at vi har en kommunal enhed og en eller flere private udbydere

Beslutningen om at tvinge Attendo ud af plejeopgaven bunder i manglende tillid, forklarer borgmesteren med tanke på de mange sager virksomheden har haft med sygeplejen og rod i faktureringen.

– Overfaktureringer og andet presser vores samarbejde, og jeg så gerne at Attendo tog ansvar i stedet for at bebrejde faktureringssytemet og alt muligt andet. Vi trænger med andre ord til at få visket tavlen ren – uden konflikter og i god ro orden, siger Anders Gerner Frost, der sammen med de andre partier i første omgang har givet Udvalget for Ældre, Social- og Sundhed mandat til at starte en proces med henblik for at udtræde af samarbejdet.

– Det må være i begge vores interesse. Vi har i hvert fald ikke brug for flere dårlige sager. Vi har i stedet brug for lidt ro til at sikre, at medarbejderne igen kan gå glade og stolte på arbejde og løse opgaverne, som de jo oftest gør rigtigt godt, slutter han.

Processen fremadrettet bliver, at udvalget skal se på, hvordan en fremadrettet strukturering af plejen bør se ud. Fagudvalgene forventes allerede at være klar i april med et mandat, så administrationen kan gå i gang med at afklare, om der er andre leverandører på markedet med interesse i at byde ind på opgaven.Hvor længe det så vil tage er endnu uvist.