Foto: Allan Andersen. Tekst: Presse/Siff Camilla Kingod.

GRIBSKOV: Højsæsonen for påkørsler af hjorte er i gang. Sænk farten og undgå alvorlige ulykker samt dyre bekendtskaber.

Vintertiden nærmer sig og dagene er blevet kortere. De mørke morgentimer medfører, at trafikanter har øget risiko for at møde hjortevildt på deres vej. Derfor opfordres der til, at man er særligt opmærksom, når man kører gennem skovområder, hvor hjortevildtet holder til.

– Vi ser her i efteråret en stigning i antallet af assistancer til bilister, som har været ude for at påkøre et dyr. Derfor råder vi til ekstra opmærksomhed på strækninger med bevoksning op til vejen, siger vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, Anette Bjørn Juncher i en pressemeddelelse.

Mange hjorte i Gribskov
Gribskov i Nordsjælland er Danmarks næststørste skov, og den rummer Danmarks største samlede bestand af hjortevildt på over 1.200 dyr. De færdes året rundt mellem skov og marker og krydser derfor ofte vejene.

Gribskov er derfor også det sted i landet, hvor man ser flest påkørsler. Naturstyrelsen anslår, at der alene i Gribskovområdet påkøres op til 160 dyr årligt.

Aktive i de blå timer
Særligt i de blå skumringstimer er der risiko for at møde de vilde dyr, så her skal du være ekstra opmærksom.

– Dyrene er sky, så i dagtimerne ligger de og tygger drøv, men når mørket falder på, tør de godt at bevæge sig rundt for at finde føde. Det samme gør sig gældende efter natten, når solen så småt begynder at stige op, fortæller Niels Worm, der er vildtkonsulent for Naturstyrelsen i Nordsjælland i pressemeddelelsen.

Sænk farten og minimér risikoen for sammenstød med Gribskovs hjortevildt. (Grafik: Naturstyrelsen. Tekst: Siff Camilla Kingod.)

Sænk farten
Dyrene opfører sig ikke forudsigeligt på vejene, så det allerbedste råd er derfor, at du sænker farten og er ekstra opmærksom, når du passerer skov- og naturområder. Hvis du ser reflekserne fra dyrenes øjne så sæt farten yderligere ned og kør langsomt videre. Undlad at bremse hårdt op.

– Mange slår bremsen i eller forsøger at undgå dyret, og så risikerer man at miste herredømmet over bilen, forklarer Per S. Henriksen, stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Hillerød, der oplyser, at de på stationen oplever, at de værste uheld netop sker, fordi man som bilist reagerer instinktivt.

Vær desuden opmærksom på, at det er sjældent, et dyr kommer alene. Ser du først et dyr passere, er der en stor risiko for, at der er flere dyr, som følger trop.

Hvis uheldet er ude
Skulle du være så uheldig at ramme et dyr, så er det ret let at få hjælp. Du skal bare ringe til Dyrenes Vagtcentral på telefon 1812. De sørger for hjælp med aflivning og eventuel eftersøgning, hvis det påkørte dyr er såret og flygtet.

Er dyret dødt, skal du trække det bort fra vejen. Er det såret, skal du ikke gå hen til det, da det et såret dyr kan reagere aggressivt. Ring i stedet til 1812. Når du ringer efter hjælp, er det vigtigt, at du forklarer nøjagtig, hvor påkørslen er sket, så Dyrenes Vagtcentrals schweisshundefører kan finde stedet. Du kan eventuelt bruge den kilometerangivelse, der står på de hvide pæle i vejsiden, eller du kan afmærke stedet.

Du kan også gratis downloade en app til din smartphone, som gør, at din placering bliver modtaget på Dyrenes Vagtcentral, samtidig med at du ringer op til 1812.

Myte aflivet
I mange år mente man, at man skulle passe ekstra på ved skiftet fra sommer- til vintertid og omvendt, men Naturstyrelsen fik denne myte afkræftet med en undersøgelse foretaget af Århus Universitet i 2013.
Undersøgelsen viste faktisk, at der ikke er nogen særlig stigning i påkørsler, men at der hele året bliver påkørt flest hjorte i tidsrummene mellem kl. 5 – 8 og kl. 17 – 23.

Derfor anbefales det, at bilister er særligt opmærksomme i hjorteland i disse blå timer hele året.

Giv din mening til kende: