Plejedirektør efter opkald fra kommunen: “Næste gang vil jeg tænke mig bedre om”

GRIBSKOV: Milad Shams vil ikke stoppe med at deltage i den offentlige debat, men han vil tænke sig bedre om, næste gang han indsender et debatindlæg til Netavisen Gribskov. Det er blandt konsekvenserne efter at Gribskov Kommune har advaret plejedirektøren om risikoen ved at ytre sig for kritisk over for de lokale politikeres ældrepolitik.

Som vi kunne skrive tidligere i dag, så har et par debatindlæg fra en lokal indehaver af et plejefirma skabt så stor en forargelse hos Nytgribskovs Pernille Søndergaard, at hun har bedt kommunaldirektøren se på, om det er muligt at stoppe indehaveren fra at “tilsvine borgmesteren og et flertal (i byrådet, red.)”, som hun formulerer det.

Sagen kan du læse mere om her:

https://www.netavisengribskov.dk/udvalgsformand-kraever-mundkurv-paa-plejefirma-er-for-kritisk-mod-borgmesteren/

Direktør: Nu tænker jeg mig mere om
Og den nylige samtale med kommunen har bestemt haft en effekt, erkender indehaver af det Gribskovbaserede plejefirma Dansk Omsorgspleje, Milad Shams.

“De fortalte mig, at jeg næste gang jeg debatterer først skal informere dem. Og det står rigtig nok i kontrakten”, forklarer Milad Shams, der fremadrettet derfor vil tænke sig en ekstra gang om, før han deltager i debatten.

“Jeg er fan af ytringsfriheden, men jeg kan se, at nogle åbenbart bliver sure over det, så jeg tænker, at jeg vil debattere på en mere konstruktiv måde og så måske ikke sige så meget om andre, så de ikke føler sig trådt på”, svarer han.

Han var dog ikke klar over, at der var en særlig regel omkring hans omgang med pressen.

“Det vidste jeg faktisk ikke, men næste gang vil jeg informere dem, hvis jeg sender et debatindlæg”, forklarer han og understreger, at han ikke vil sende dem selve indholdet af indlægget, men blot informere om, at det fremsendes til medierne.

Han kan heller ikke se, at han skulle have tilsvinet borgmesteren, som Pernille Søndergaard ellers antyder i sin mail til kommunaldirektøren.

“Jeg mener ikke jeg har tilsvinet nogen og slet ikke borgmesteren”, siger han og understreger, at han stadig vil sende debatindlæg.

“Min tanke går kun på de ældre. Jeg har ingen politiske eller økonomiske interesse i det jeg mener, og derfor syntes jeg, at lokale politikere bør være bedre til at tage de her ting til sig”, konkluderer han.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra Pernille Søndergaard.

1 Comment

Eva Pahus
10. august 2021 at 15:44

Nej, du har da ikke tilsvinet nogen – de har rimeligt nok følt sig truffet. Og det er helt ude i hampen, at PS som udvalgsformand, endda for et andet udvalg, blander sig på denne måde. Det er tåkrummende! Og hvis kommunens samarbejdspartner ikke må turde, hvor andre tier, så synes jeg der bør ses nærmere på de relevante klausuler i samarbejdsaftalerne. Eller også ville det være en sag for en kommende whistleblower, hvortil også samarbejdspartnere kan indberette. Hvis administrationen skal godkende alt, hvad der bliver sagt om dem – kan jeg sandelig godt forstå, at de må have mange opgaver for den nye kommunikationsmedarbejder, de søgte efter i foråret! Mvh

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com