Politi afviser dødsfald: 37-årig mand fortsat i live efter solouheld

GILLELEJE: Natten til torsdag blev en 37-årig mand fra Græsted hårdt kvæstet i en soloulykke på Græstedvejen, og senere forlød det på sociale medier at den kvæstede mand skulle være afgået ved døden. De oplysninger afviser Nordsjællands Politi overfor Netavisen Gribskov.

Ulykken skete natten til torsdag omkring kl. 02.00 hvor beboere tæt på uheldsstedet hørte ulykken ske og ilede til stedet hvor en VW Lupo fra 2001 var kollideret sidelæns med et stort træ i vejsiden.

En 37-årig mand fra Græsted var fører af bilen, og han blev efter behandling på uheldsstedet fløjet direkte til Rigshospitalets Traumecenter med omfattende livstruende skader.

Uheldsstedet blev efterfølgende undersøgt af bla. en bilinspektør og politiets egne teknikere i håb om at udfinde en årsag til den meget voldsomme ulykke.

Tilstand uvis – men i live
Netavisen Gribskov har siden forsøgt at følge op på den tragiske ulykkes konsekvenser, specielt da der på sociale medier florerer oplysninger om at den 37-årige mand skulle være afgået ved døden, men først lørdag ved middagstid lykkedes det at få en officiel besked fra Nordsjællands Politi.

– Vi har lørdag formiddag været i kontakt med Rigshospitalet, og den 37-årige mand er fortsat i live, oplyser vagtchefen for Nordsjællands Politi til Netavisen Gribskov.

Der er ikke nogen yderligere oplysninger om tilstanden hos den 37-årige mand, udover at Nordsjællands Politi kan afvise at den 37-årige mand skulle være død.

(Foto/Tekst: Allan Andersen)
Giv din mening til kende: