Politi fangede narko og spritbilister – og en enkelt pusher

(Foto: Allan Andersen)

TISVILDELEJE: Nordsjællands Polit var onsdag og natten til torsdag til stede i Tisvildeleje i forbindelse med SOMMERSOL-arrangementerne og den almene store tilstedeværelse af sommergæster – det gav en række sigtelser til flere borgere.

Onsdag mellem klokken 17 og 18 var Nordsjællands Politi, som led i en målrettet færdselsindsats mod spiritus- og narkokørsel, til stede i krydset ved Skovporten og Hovedgaden. Her blev 44 køretøjer standset, men Nordsjællands Politi oplyser at der glædeligvis ingen anledning var til at foretage sigtelser.

Også mellem klokken 00.30 og 03.00 blev der foretaget en målrettet færdselsindsats med samme fokus, denne gang på Tisvildeleje Bygade. Her så billedet noget anderledes ud, da der blev foretaget kontrol af 55 biler, og dette gav anledning til seks sigtelser for manglende brug af sele. Derudover manglede to biler lys, og en person blev sigtet for spirituskørsel.

18-årig narkopusher sigtet
Natten til torsdag kl. 00.27 traf politiet en 18-årig mand fra Greve på Hovedgaden, som betjentene fandt anledning til lige at ryste lommerne på – det viste sig at være en god ide, idet han blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer i en mængde, som medførte, at han blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer grundet besiddelse med henblik på videresalg.

20-årig mand sigtet for spirituskørsel
En 20-årig mandlig bilist fra København blev natten til torsdag kl. 02.48 standset af en patrulje på Hovedgaden. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Den 20-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle spirituspåvirkning.

Leave a Reply