Politiet advarer: Modne kvinder i fare for at blive forført på nettet

GRIBSKOV: Ja, den er god nok. Politiet har erfaret, at der findes skumle typer på Facebook og andre sociale platforme, som forsøger at charmere kvinder til at give dem penge på falske præmisser. Politiet advarer især kvinder over 40 år om at tale med fremmede mænd.

Det er ikke kun børn og pensionister der bør være varsomme med, hvad de udsætter sig selv for på internettet. Selv modne kvinder, der burde vide bedre, ryger i den klassiske fælde med en mystisk fremmed mand, der ud af det blå kaster sin kærlighed på en kvinde for derefter – igen lige så pludseligt – at blive udsat for en krise, som kun indholdet i kvindens pengepung kan afhjælpe.

Så slemt er problemet tilsyneladende blevet, at Nordsjællands Politi nu går ud og råber vagt i gevær. De har fået så tilpas mange henvendelser fra snydte kvinder, at de har udsendt en pressemeddelelse, hvor de advarer kvinder i alderen 40+ om de såkaldte ‘romance-scams’ på nettet.

Simpel fremgangsmåde
Forbrydernes fremgangsmåde er lige så simpel, som den er snedig. Fidusen starter ofte med en uskyldig venneanmodning på Facebook fra en mand, ofte akkompagneret med et flot og eksotisk profilbillede. Manden fatter måske interesse for dit profilfoto, dit navn eller noget helt tredje.

De uventede komplimenter er designet til at lokke enlige kvinder til at acceptere venneanmodningen, som giver mændene fri og uhindret mulighed for at indlede en chat-samtale, som smigrer sig hele vejen ind til både hjerter og pengepunge.

Penge ud af det digitale vindue
Romancen er dog kortvarig og slutter som regel kort efter en forklaring om, hvorfor det pludseligt er bydende nødvendigt at overføre penge til mandens bankkonto. Politiet oplyser, at alle kneb gælder for disse mænd, og at de kan skrive, at de ikke har råd til at betale for et sygehusophold, eller måske har de et godt tilbud om en investering i Dubai.

Fælles for alle disse påstande er dog, at det er svindel og humbug, forklarer politiet.

– Gerningsmændene er meget tålmodige i deres arbejde med at opbygge et tillidsbånd til deres ofre, og det er formentlig en af hovedårsagerne til, at de lykkes med deres forehavende. Set i bakspejlet kan ofrene godt se, at alarmklokkerne burde have ringet, men på grund af tillidsbåndet har de ikke studset over faresignalerne, imens dialogen stod på, fortæller politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Ikke kun Facebook
Selv om den meste svindel sker via Facebook, verdens mest populære sociale platform, så advarer Nordsjællands Politi om, at lignende svindel også kan foregå på andre sociale medier eller via klassiske dating-hjemmesider. Vi kender dem også fra mailboksen, tilfældige mails fra Nigerianske prinser, stenrige arvinger og forretningmænd med millioner af kroner, som skal ud af fattige lande.

– Uanset om vi taler sociale medier eller ”den virkelige verden”, bør man altid have en sund portion skepsis, hvis man uopfordret bliver kontaktet af en fremmed person. Vi skal naturligvis stadig kunne lære nye mennesker at kende på den ene eller den anden måde, men man bør være opmærksom på eventuelle signaler om, at noget måske er galt, slutter Lau Thygesen.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com