Kenn Andersen, forstander for Gribskov Produktionsskole, er glad for de nye elevtal, der viser, at det går den rigtige vej. Foto og tekst: David Abildgaard.

HELSINGE: Efter et skidt 2016 oplever den lokale produktionsskole i år en så stor fremgang i elevtallet, at årets budget allerede ser ud til at være reddet i land.

Som vi tidligere har kunne skrive, så var 2016 på ingen måde et jubelår for produktionsskolen i Helsinge. Skolen endte året med et underskud på den forkerte side af en halv million kroner, og der skulle derfor flere unge til, hvis skolen skulle gøre sig håb om at ride stormen af.

Og det ser heldigvis ud til at være tilfældet, lyder den glade besked fra skoleleder Kenn Andersen.

– Som det ser ud nu, klarer vi os igennem året i nul. Vi har forhåbentlig reddet stormen af, og på nogle område klarer vi os faktisk overraskende godt i forhold til andre produktionsskoler, indleder Kenn Andersen, der har inviteret netavisen til møde på hans kontor, så han kan komme rygter om, at skolen skulle være lukningstruet til livs.

– Det er vi på ingen måde. Vores elevtal sidste år var som bekendt overraskende lavt, og det gik hårdt ud over økonomien. Men vi har haft i år oplevet en fremgang i elevtallet på 40 procent sammenlignet med sidste år på samme tid, og det er vi rigtig godt tilfredse med, forklarer Kenn Andersen og oplyser, at skolen pt. har 30 produktionsskoleelever samt en håndfuld elever der er ved at tage en kombineret ungdomsuddannelse.

En af årsagerne til elevfremgangen, mener Kenn Andersen, er at de unge anbefaler skolen til deres venner.

– Vores elever er generelt meget glade for at gå her. Vi er en lille skole, og det skaber et trygt miljø, hvor eleverne når at kende hinanden rigtig godt. Langt de fleste er jo unge, der har brug for et pusterum til at finde ud af, hvad de vil. Vi har en del talentfulde unge, som er enormt dygtige håndværkere, men som måske ikke har fået de rigtige dansk- og matematik karakterer. Det kan man blive undervist i her på en helt anden og mere praktisk måde, forklarer Kenn Andersen.

Fakta
Produktionsskolernes primære rolle er at give unge, der ikke er klar til at tage en videregående uddannelse et ekstra år til at finde motivationen, lysten eller de faglige og boglige kvalifikationer. Flere og flere produktionsskoler tilbyder desuden undervisning i dansk og matematik, så de unge kan bruge produktionsskoleopholdet til at opnå de karakter de skal bruge for at komme videre i uddannelsessystemet.

Produktionsskolerne tilbyder også de unge at lære et fag, typisk et håndværksfag eller inden for pædagogik og design. I Helsinge tilbyder man undervisning i multimediedesign, træ og metalfaglige håndværk, køkkenfag og som noget helt nyt: Kosmetik og tøjdesign.

Produktionsskolerne optager unge mellem 16 og 25, som endnu ikke er påbegyndt en ungdomsuddannelse.

Giv din mening til kende: