Punkteret forhjul udløste større polemik i Gilleleje

Kvinden var noget utryg ved situationen og måtte hjælpes ud af betjentene - det så dramatisk ud for forbipasserende, men var altså ikke noget vildt. (Foto: Michael Madsen)

GILLELEJE: En bil med et ødelagt forhjul, midt på Bonderupvejen og tilsat lidt blå blink, vakte et vældigt postyr torsdag aften ved 20-tiden.

En patruljevogn bemærkede at en bil kørte lidt underligt, og bragte den til standsning på Bonderupvejen til en kontrol. Det viste sig at bilen – mildt sagt – havde nogle fejl og mangler i form af et højre forhjul som i den grad var gået i stykker.

Føreren var bilen var en ældre kvinde, og ved kontrol af kvindens kørekort viste det sig at hun ikke havde fået det fornyet som man skal når man passerer en vis alder, og herfra blev det lidt bøvlet.

Politiet kunne ikke efterlade damen i sin bil, da den absolut ikke kunne køre på blot tre hjul og damen selv kunne rent fysisk heller ikke transportere sig selv hjem til fods, så her måtte betjentene til at trylle lidt. Der blev rekvireret en ladvogn til at få den defekte bil væk fra Bonderupvejen, da den absolut ikke kunne efterlades på stedet uden at være til fare.

Kvindens bopæl var ikke så langt derfra og derfor blev bilen undtagelsesvist kørt til bopælen og læsset af der efter aftale med kvinden. Betjentene ydede herefter en særlig udvidet service til kvinden, idet hun fik en køretur i patruljevognen til hendes nærliggende bopæl.

– De gode betjente sørgede for at kvinden og hendes ejendele blev hjemtransporteret til bopælen, og sørgede for at hun kom sikkert ind i sin bolig inden de fortsatte videre, oplyser vagtchefen for Nordsjællands Politi til Netavisen Gribskov.

Kvinden vil nu høre nærmere omkring fornyelsen af sit kørekort fra Nordsjællands Politi.

(Foto: Michael Madsen)

Leave a Reply