Pyha! Gribvand undgår mega-regning

Gribvand
Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: presse.

GRIBSKOV: Gribvand A/S og Gribvand Spildevand A/S kan præsentere et resultat på den primære drift, der er bedre end budgetteret. Det skyldes især, at en frygtet udgift på mere end 225 millioner kroner er droppet af staten.

Årsresultatet for de to selskaber lyder på 7.995.000 kroner.

– Vi er stolte over at kunne præsentere et flot årsregnskab, hvor budgetterne er nøje overholdt, og resultatet på den primære drift ligefrem er bedre end budgetteret. Den varme sommer i 2018 gav en øget omsætning pga. et højere vandforbrug, og det eneste, der stikker negativt ud, er en øget udgift til rensning af spildevand, da renseanlægget i Helsinge havde store forekomster af sommerfuglemyg, udtaler bestyrelsesformand i Gribvand A/S og Gribvand Spildevand A/S, Jannich Petersen, i en udsendt pressemeddelelse.

RELATERET LÆSNING: Dyrere vand i vente: Vandværker taber kæmpesag til Skat

Undgår mega-regning
Den såkaldte vandskattesag blev afgjort ved Højesteret 8. november sidste år og kom sig af, at vandselskaberne havde stævnet staten, fordi de mente, at myndighederne pålagde vandselskaber som Gribvand A/S og Gribvand Spildevand A/S alt for høje skatteudgifter.

Mette Therkildsen
Mette Therkildsen. Foto: Presse.

Højesteret endte med at give vandselskaberne medhold, og det kan nu aflæses i selskabernes årsregnskaber.

Selvom Højesteret stadig mangler at realitetsbehandle selskabernes skattemæssige indgangsværdier og historiske selvangivelser, har Gribvand Spildevand A/S kunnet opgøre de skattemæssige konsekvenser af afgørelserne i Højesteret uden betydelig usikkerhed. Resultatet er en væsentlig mindre selskabsskat.

– Vi er meget tilfredse med, at Højesteret gav vandselskaberne medhold. Alt andet lige har udgiften til vandselskabernes skattebetaling stor betydning for den pris, forbrugerne skal betale for vand, forklarer administrerende direktør i Gribvand A/S og Gribvand Spildevand A/S, Mette Therkildsen.

I alt er der blevet tilbageført 225.290.000 kroner af opkrævningsretten i nettoomsætningen, mens den udskudte skat på 225.290.000 kr. er tilbageført i ”skat af årets resultat”.

– Desuden er der i 2018 indregnet et tilgodehavende på 3.177.000 kr., som er tidligere betalt selskabsskat inklusiv renter, som SKAT skylder os. Alt i alt betyder det, at vi kommer ud med et særdeles positivt resultat i år – og at fremtiden ser meget lysere ud for os – og dermed ikke mindst for kommunens vandforbrugere, udtaler Mette Therkildsen.

Årsrapporterne for Gribvand A/S og Gribvand Spildevand kan ses på www.gribvand.dk

Fakta: Baggrund for vandskattesagen
Sagen handlede primært om værdisættelsen af vandselskabernes anlægsaktiver og dermed også om niveauet for vandselskabernes selskabsskat. Da alle landets vandselskaber i 2009 blev skilt fra kommunerne, opgjorde Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vandselskabernes samlede værdier til 219 mia. kr., mens SKATs tilsvarende vurdering lød på blot 55 mia. kr. Ved en selskabsskattesats på 22 % giver det en skattedifference på 36 mia. kr.

Giv din mening til kende: