Truppen bag musicalen Nærmest Lykkelig står klar til at tage imod næste måned i Vejby. Foto: Filip Kirchmann

RAMLØSE: Efter en flot sæson med fulde huse i Ramløse, er truppen bag teaterstykket Nærmest Lykkelig nu klar til at tage på tour. Tournéen er dog begrænset til Vejby Forsamlingshus, hvor de er engageret til at optræde to aftener i næste måned. Billetter kan bestilles nu.

Er du en af dem, der ikke nåede at få billetter til forestillingen Nærmest Lykkelig i Ramløse Forsamlingshus,
så får du nu en ny chance. Foreningen Ramløsescenen har fået et tilbud om at optræde i Vejby, og det blev der takket ja til uden den store tøven. Forestillingerne finder sted 8. og 9. juni i Vejby Forsamlingshus, og der er stadig ledige billetter.

Nærmest Lykkelig” er en musikalsk forestilling bygget op over 23 sange, som alle har deres udspring i Århus. Historien handler om Frank, en ung mand der drømmer om at blive musiker, som flytter ind i en beboelsesejendom i Århus. I løbet af stykket følger vi hverdagen i ejendommen på godt og ondt. Livet leves og alle tager del i hinandens sorger og glæder, både i ejendommen og på den lokale café “Aben”.  

Forestillingen er spækket med ørehængere skrevet af Århus-grupper såsom Gnags, TV2, Lis Sørensen, Thomas Helmig m.fl., og indeholder blandt andet numrene “De første kærester på månen”, “Det mig der står herude og banker på”, “Danmark”, ”Mine øjne de skal se” og “Godnat Malaga”.

Forestillingen finder sted i Vejby Forsamlingshus fra kl. 20 begge dage. Billetter kan bestilles via www.ramlosescenen.dk eller på telefon 53 63 64 65 mandag og torsdag mellem kl. 17 og 19.

Igen i år kan der tilkøbes en menu fra ’Hasta la Vista’ før forestillingen, og dansegulvet åbner efter forestillingen, så kridt danseskoene forinden.

TID: Fredag d. 8. juni kl. 20 og lørdag d. 9. juni kl. 20.
STED: Vejby Forsamlingshus, Stationsvej 14, Vejby.
ENTRE: Fra kr. 125. Bestil billetter her: www.ramlosescenen.dk.

Giv din mening til kende: