Rapport renser borgmester for habilitetsproblemer

En rapport renser borgmester Kim Valentin for urent trav i forbindelse med sin inhabilitet i salget af Pyramidegrunde. Tekst og foto: David Abildgaard/Arkiv.

Pyramiden, Gilleleje. Foto: David Abildgaard

GRIBSKOV: En undersøgelse foretaget af KL har renset borgmester Kim Valentin for anklager om at have brudt reglerne om habilitet i sagen om Pyramiden. Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og Nytgribskov ønsker sagen yderligere undersøgt. Læs hele rapporten her.

En redegørelse fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at borgmester Kim Valentin ikke brød sin habilitet under kommunens salg af Pyramidegrunden i Gilleleje. Han var ellers blevet anklaget af partierne Socialdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet og Nytgribskov for at have brudt reglerne om habilitet, da han som medejer af et revisionsfirma havde fordel af salget til Humberto Orsini Petersen, som er kunde i selvsamme revisionsfirma.

Men kundeforholdet havde ikke betydning for salget, viser redegørelsen, der peger på, at borgmesteren først kan erklæres inhabil efter at en salgsproces er igangsat. Og ifølge blandt andet Brian Lyck Jørgensen for Dansk Folkeparti, så var habiliteten i orden fra starten af.

– Jeg har det fint nok med, at det er blevet undersøgt, men jeg mener ikke, der er noget at komme efter. Kim bliver først inhabil, efter at salgsprocessen går i gang. Jeg kan selv huske, hvornår den blev udbudt til salg, og hvornår vi fik den op til behandling i Planudvalget. Og der var Kim allerede erklæret inhabil, det kan man også se i dagsordenen. Og så skal man også huske på, at Venstre slet ikke ville sælge bygningen. Det var os, Dansk Folkeparti, der pressede Venstre til at gå med til salget, forklarer Brian Lyck Jørgensen.

Skal undersøges mere
Ifølge Morten Jørgensen fra Nytgribskov, så er borgmesteren ikke renset for inhabilitet trods undersøgelsen fra KL. Partiet bad derfor under mandagens byrådsmøde om at få igangsat en ny undersøgelse.

– Det nægtede Jannik Pedersen (viceborgmester, red.) under påskud af, at Kims egen undersøgelse var mere vidtgående. Det er en teknik Kim har brugt nogle gange i efteråret, hvor vi på den måde fik nægtet at få en sag til afstemning. Jeg har ikke før i mine 19 år i byrådet oplevet, at en borgmester konsekvent nægter at få en sag til afstemning, siger Morten Jørgensen.

Han holder fast på, at der er noget mærkeligt i sagen omkring salget af Pyramiden.

– Vi har kun indicier og ting, der peger i retning af, at det ser mærkeligt ud. Så vi vil bare have det undersøgt, og vi beskylder ikke borgmesteren for noget. Men Kim Valentin kan vel heller ikke leve med den mistanke, der nu er der. For det er uomtvisteligt, at der er et økonomisk forhold mellem Humberto og Kim, for hans firma kommer til at tjene penge på salget, hvor mange ved vi ikke, men det er klart, at jo større projektet bliver, jo større omsætning er der for Kims firma. Så kims forhold til Humberto er afgørende, forklarer Morten Jørgensen.

Borgmester Kim Valentin har tidligere sagt til Netavisen, at han mener at alle regler er blevet fulgt, og har ellers ikke mere at tilføje til sagen.

– Rapporten siger, at Byrådet, Økonomiudvalget og jeg har opført os korrekt, endda med rettidigt omhu. Ud over det, så deltager jeg ikke i personfnidder og smædekampagner, lyder det fra Kim Valentin til netavisen. 

Vil du vide mere?
Vil du gerne vide mere om rapportens indhold, så kan du læse den i sin fulde længde her: Rapport om inhabilitet.