REDAKTØRENS HJØRNE: Der er noget galt i Gribskov…

Tekst og grafik: David Abildgaard, redaktør.

REDAKTIONEL LEDER: Bilruden driller og frosten bider i næsen, da jeg træder ud af bilens varme for at entrere et mindre sommerhus et af de steder i kommunen, hvor haverne ofte trænger til en kærlig hånd. I det diminutive køkken sidder fire personer, der dårligt kender hinanden, men som alle noget på hjerte, når nu journalisten endelig har tid til at kigge forbi.

– Nu kommer mit navn ikke i avisen, spørger en af de i alt tre kvinder nervøst og forklarer, at hun er bange for repressalier fra sin sagsbehandler på jobcenteret. Hun får en række nik rundt om bordet.

– Man ved aldrig, hvad de kan finde på, svarer en anden, og her burde jeg grine og ryste  afvæbnende på hovedet.

Det gør jeg ikke.

Hanne Pedersen har efter en lang og dyr kamp vundet en vigtig afgørelse hos ankestyrelsen, der mener at hun bestemt er syg nok til sygedagpenge. Foto: Privat.

Alle fire borgere, sat i stævne gennem en fælles tovholder, har unikke og på mange måder tragiske fortællinger. En af dem er Hanne Pedersen, som du måske har læst om her i avisen de seneste par dage… de andre har jeg endnu ikke haft mulighed for at hjælpe.

For borgersager tager tid at skrive, og her på avisen er vi kun to ildsjæle til at lave nyhederne. Og nyhedsstrømmen venter ikke på de svage og de nedtrådte.

Den ventede dog heldigvis på Hanne Pedersen. Hun turde stå frem, hvilket gør opgaven noget nemmere for journalisten. Men selv her tog det over en måned at blive sat nok ind i sagen til at kunne skrive sagligt om den. For der er altid to sider af en sag, som vi blev fortalt på journaliststudiet, dengang det stadig var moderne at producere papiraviser.

Det er dog sjældent, at jeg kan høre begge sider af sagen, når det kommer til det kommunale jobcenter.

Her har man i flere år haft tradition for at gemme sig på direktionsgangene bag komplicerede regler og det evigtgyldige argument om ikke at kunne udtale sig om personsager. Og når ledelsen bliver forelagt en fuldmagt fra borgeren til at udtale sig frit, bliver pressen spist af med, at så længe sagen kører i [indsæt relevant klagenævn], så udtaler kommunen sig ikke – fuldmagt eller ej.

To sider af samme sag er ofte en mangelvare i Gribskov.

En ny dag truer
Bilruden driller, da jeg et par måneder senere igen træder ud af bilen. Det må mekanikeren til at se på, tænker jeg for gud ved hvilken gang og trotter ned af en havesti, der er plettet af de sidste rester af vinterens tøsne.

Denne gang viser besøget sig at være en ældre kvinde, som i øvrigt ikke aner, jeg kommer forbi.

– Nej, det har jeg ikke hørt om. Det er vist ikke sket her. Så ville jeg vide det, forklarer hun og kigger forsøgsvis ned af vejen, der ender blindt med en have og et hus identisk med hendes. Nej, heller ikke hun kan hjælpe med at gøre os klogere på, hvad der skete i sagen om en borger, der ifølge politiet fik lov at ligge død i flere dage til trods for, ifølge kilder, at have haft en aftale om at modtage daglige tryghedsopkald gennem den kommunale hjemmepleje. Kommunen har ikke ønsket at kommentere sagen, og vores eget spor ender derfor bogstavelig talt blindt den dag.

Dobbeltlukkede døre
Vilkårene for selvstændig dansk lokaljournalistik har sjældent været værre. For ikke nok med, at de fleste lokale medier rundt om i landet kæmper mod et vigende annoncemarked, så har vi også kommunernes og de lokale politikeres selvbestaltede tavshed at kæmpe med.

For det er svært at få de folkevalgte til at stille op, når det kommer til at tale frit om kommunens og jobcenterets ageren over for sine borgere. Og de fleste lokalt valgte politikere har det som regel langt bedre, når de får lov at gemme sig under udvalgsmøder og bag deres formænd. At tage stilling er at vælge side, lyder den latente undskyldning, når snakken kommer til administrationen på Jobcenteret – som selvfølgelig også er mennesker.

Og det er de i høj grad. Nogle af dem er fremragende mennesker. Der er sagsbehandlere på jobcenteret, som jeg igen og igen hører ros om for deres empati og deres evne til at forstå problemerne. Men empatiske beslutninger koster penge. Og penge hænger ikke på træerne. Og når krybben er tom…

Ingen skal tage r… på kommunen
I dag fattes der penge i en grad, at selv borgere med lægernes skriftlige anbefalinger, må bruge tusindvis af opsparede kroner på advokathjælp for at få den hjælp de har ret til. Selv borgere, som aldrig tidligere har bedt om hjælp efter lange og trofaste arbejdsliv bliver vist døren. Selv en enlig mor til et sygt barn bliver nægtet økonomisk hjælp. Selv en voldsramt mormor med blå øjne og med alle sine ejendele i en blå Ikea-pose får et rutineafslag på akuthjælp fra jobcenteret… Jeg ved det, for jeg var selv til stede. Selv en ung mor uden bolig og med drømme om at komme ud af et kriminelt miljø for sit barns skyld får at vide, at “hun ikke har ret til overlevelse” i et brev fra jobcenteret.

Og rundt omkring foran tv’et i stuerne, hen over madpakkerne i kantinerne, over sygesengene på plejehjemmene, i hviskende toner på de kommunale kontorer og blandt de mere socialt bevidste politikere breder sig spørgsmålet: Hvad i alverden er der sket med vores sociale sikkerhedsnet? Det net som vi i tidligere og i tilsyneladende bedre tider blev prædiket altid ville være der for os. Hvor blev velstanden af?

En forfærdet stemme
Stemmen er hæs af alder og lun af livserfaring, da jeg tager telefonen fra et ukendt nummer.

– Kender du en sagsbehandler ved navn [navn anonymiseret, red], lyder det kryptisk i den anden ende af den knitrende mobilforbindelse.

Navnet virker bekendt, svarer jeg tøvende, velvidende at personens navn går igen i flere af de sager, jeg arbejder med.

Støt en trodsig lokalavis. Din hjælp kan gøre underværker for kaffekvaliteten på redaktionen!

Kommunen, får jeg oplyst af stemmen, har tilsyneladende en ekstern sagsbehandler, der ikke er ansat på almindelige lønvilkår som de andre på jobcenteret; en særlig sagsbehandler, der har specialiseret sig i at skære gennem de hårde sager – At være nådesløs. En særligt veluddannet og kynisk sagsbehandler, som lader sig leje ud til både kommuner og virksomheder med løftet om, at det kan være hensigtsmæssigt med en hurtig indsats: “Og det er her jeg kommer på banen”, som personen formulerer det på sin hjemmeside for sin virksomhed.

Sagsbehandleren er også en velkendt skikkelse for Hanne Pedersen, der blev vist jobcenter-døren af selvsamme til trods for, at Hanne havde lægernes ord for at hun var syg og stresset.

– Sagsbehandleren var så kold, at jeg aldrig glemmer det, forklarede Hanne under en af vores samtaler.

Få dage senere hører jeg sagsbehandlerens navn igen. Denne gang fra en borger, som til trods for at have viet det meste af sit liv til uselvisk at tjene offentligheden, og som i flere år har været sygemeldt med angst og psykiske traumer, i dag bliver spist af med samme gamle klagesang til trods for diverse eksperter siger det modsatte: Du er jo ikke syg. Ud på arbejdsmarkedet med dig.

– Jeg blev raskmeldt lige på stedet, og så brød jeg fuldstændig sammen af gråd og måtte forlade lokalet, forklarer borgeren, der havde en erfaren bisidder med, som også har bekræftet forløbet.

– Nu bryder jeg selv fuldstændig sammen, forklarer bisidderen og må holde en længere pause, kort efter at der over telefonen bliver bedt om en forklaring på den afmagt man må føle på vegne af borgeren. Jeg bliver også selv berørt.

Venter i kulissen

David Abildgaard har tidligere arbejdet som journalist, underviser, redaktør og mediechef og er i dag medindehaver og ansvarshavende redaktør for Netavisen Gribskov. Foto: Presse.d

Samtalen med bisidderen fører flere grelle borgersager med sig. Flere nedbrudte mennesker, der som bipersoner i en græsk tragedie står på spring for at udskrige deres triste historie til publikum inden tæppefald. Bare de får lov at beholder maskerne på. For familiens skyld. For skammens skyld eller måske bare for den uudholdelige selvbebrejdelses skyld.

Og imens venter de tre andre fra mit møde i det beskedne sommerhus tålmodigt i kulissen i håb om at de også får deres femten minutter på scenen. En tålmodighed som synes at blive holdt i live udelukkende af det spinkle håb, at de måske – måske – er perfekte nok i samfundets øjne til at sympatien kan få grobund hos de få lokale politikere, der stadig i ny og næ har energi til at sende et spinkelt pust i retning af retfærdighedens hurtigt vigende gløder.

Følg med over de næste par uger, hvor vi her i avisen forsøger at stille skarpt på nogle af de skæbner, der bliver efterladt i kølvandet på et jobcenter, der i hvert fald på overfladen ser ud til at sejle støt derudaf.

Skriv din kommentar her: