REDAKTØRENS HJØRNE: Har Tisvildeleje fået nok af festen?

Tekst og grafik: David Abildgaard, redaktør.

REDAKTIONEL LEDER: Er Musik I Lejet blevet for stort? Et simpelt spørgsmål, som i stedet for at invitere til dialog er endt i en “dem-mod-os” ideologi, der ifølge flere af byens borgere den seneste tid har været med til at splintre det ellers så fasttømrede sammenhold.

Prøv at lukke øjnene et kort øjeblik og forestil dig Tisvildeleje som du kender det… Hvilket mentalt billede kommer frem på nethinden?

Når jeg lukker mine egne øjne ser jeg spættede hustage og farverige facader. Jeg ser cafeer med folk der nyder sommersolen. Jeg aner duften af kaffe og mindes lyden af latter. Jeg ser en strand, der synes at strække sig i det uendelige og drager på himlen, der kommanderes af børn med sand mellem tæerne. Jeg kan næsten mærke glæden ved at være på ferie.

Hvordan ser dit Tisvildeleje ud?

Familieby og drukdestination
Spørgsmålet kan have mange svar, alt efter alder, køn og livserfaringer. Men jeg vil vove den påstand, at langt de fleste af jer, vores kære lokale læsere, får et mentalt billede meget lig mit eget.

Eller måske ser du et Tisvildeleje, som det ser ud under Musik I Lejet? For mange unge i København er det mentale billede af Tisvildeleje lig med fest, druk og farver; et billede som langt fra harmonerer med byens egen selvforståelse. Men sandheden er, at Tisvildeleje i dag er begge dele. Det er både en sommervenlig invitation for hele familien og en druk-billet for mere end 10.000 unge en uge om året.

Spørgsmålet er derfor måske rettere: Er der plads i det lille tætknyttede bysamfund til at rumme en festival midt i højsommeren?

Nej, lyder det fra flere af byens fastboende og erhvervsdrivende, som har fået nok af festivalens kakofoni, og som mener at den bør flyttes til sommerens ydermåneder. Begrundelserne divergerer, og nogle har fokus på den megen larm og andre på en mindre omsætning hos de af byens butikker, som mere er gearet til en tærteglad bedstemor end en drukhungrende teenager.

Endnu andre stiller spørgsmålstegn til festivalens reelle formål: Er den til for byens vinding eller for at fylde lommerne på stifterne af festivalen?

En plukke-moden festival
Spørger man de lokale underskrivere af et nyligt udsendt protestbrev fra 17 af byens forretninger, så er problemerne med festivalen ganske alvorlige og dybtstikkende. Her frygter man et statusfald for byen som helhed, som kan tage årtier at overvinde.

Du kan læse brevet her: DEBAT: 17 butikker siger STOP.

Butikkernes utilfredshed over festivalen størrelse og placering i turistkalenderen løber dog ind i en mur af begejstrede tilhængere af festivalen. Selv borgmesteren; byens lokale ejendomshandler og senere bagermester, Anders Gerner Frost, tager festivalen i forsvar. Det sker både i pressen og på de sociale medier. Han peger på, at festivalen årligt hidbringer tusindvis af unge til stor gavn for kommunen og den lokale omsætning i flere af byens butikker. Det må der være plads til i en by som Tisvildeleje, lyder det fra borgmesteren, festivalbestyrelsen og flere lokale erhvervsdrivende.

Og det bør der måske også, kan svaret synes her på redaktionen, særligt når man tænker på, hvor stor en stjerne festivalen har hos mange af de tusinde fans, der troligt strømmer til byen hver højsommer. Hvorfor skal en by ikke have plads til sin egen festival?

Men så simpelt er virkeligheden sjældent, og festivalen i Tisvildeleje fører meget andet med sig end festglade unge med spækkede tegnedrenge. For hvad der for mange år siden startede som en uskyldig og små-ideologisk havefest, har nu vokset sig økonomisk plukke-moden og bærer nu rødder, der synes at stikke helt ind til byens hjertekule.

For hvad er netto-effekten for Tisvildeleje ved årligt at huse en festival af denne størrelse? Hvad betyder det for byens selvidentitet?

Hvad er Tisvildeleje?
Jeg husker et interview for et par somre siden med krofatter i Tisvilde Kro Thorvald Stigsen. Under en samtale omkring istandsættelsen af kroen, spurgte jeg ham, hvad Tisvildeleje egentlig betød for ham. Han kunne jo bo hvor som helst i verden, argumenterede jeg med tanke på de mange millioner han scorede ved salget af sin del af online-portalen Momondo.

Og i stedet for, som jeg nok havde forventet, at høre en tale om hans egne oplevelser gennem årene eller den herlige nærhed til naturen, valgte han at tale han om den lokale cykelhandler, hvor man kunne hente gratis luft og om brugsuddeleren, som alle kendte. For ham synes Tisvilde at være summen af en delt, fælles forståelse og samhørighed – både for hinanden og for den fortid, der binder de enkelte bysboere sammen med byen.

Og det er en morale, der har genklang hos flere i byen. For dem er Tisvildeleje langt mere end et sted, man tager hen for at nyde frugterne af et langt levet liv. Det er et fællesskab, hvor man deles om glæden ved at se hinandens børn vokse op, mens man gradvist bliver gråhåret og stiv i ryggen; et sted, hvor cykelhandleren og brugsuddeleren kender navnene på dine børn og måske endda husker dig for mange år siden stå med snuden presset mod vinduespartierne op til jul eller fødselsdage. 

Og måske netop derfor har flere af Tisvildelejes borgere nu endeligt valgt, at tiden er kommet til at kæmpe for, hvad de ser som sjælen i den lille landsby; at sige fra over for ønsket om øget kapitaltilgang og voksende handelstrafik gennem hovedgaden.

En negativ stemning
De skarpe kanter, som er opstået i byen over festivalen, overrasker ikke her på redaktionen: Forsøg på at bekæmpe profittens væsen har ofte turbulent kølvand – og i dette tilfælde er resultatet en yderligere opdeling i “dem og os” – dem der er for og dem der er imod.

Særligt tilkomsten af de sociale medier har eroderet hygge-filteret. For hvor man tidligere godt vidste, at snakken gik rundt omkring i lukkede kredse, så er holdningerne nu til fuld skue på diverse Facebook-grupper. Og en ærgerlig bieffekt er, at det kan blive sværere at se hinanden i øjnene over køledisken i den virkelige verden.

“Det er nu blevet så slemt, at flere ikke længere hilser på hinanden. Tonen er rå på nettet, for det går jo rent ind, når det hele er så tæt på”, som en af medunderskriverne af protestbrevet forklarede mig efter at have set borgmesteren like et opslag på Facebook fra en bysboer, som kaldte protestbrevet fra de 17 butikker for latterligt.

“Vi har jo alle børn, der leger sammen. Så når jeg kan se, at borgmesteren ‘liker’ et opslag, der håner vores kritik mod festivalen, så føler jeg det som om, at han smider en kile midt gennem byen”, lød begrundelsen.

Festival truer: Så flytter vi
Her på redaktionen har vi også et spinkelt håb. Vores er, at festivalen, som ofte truer på de sociale medier med, at de skam har mange andre byer der gerne vil have dem, takker ja til tilbuddet.

På den måde giver de plads til, at Tisvildelejes erhvervs- og foreningsliv i fællesskab kan stable en festival på benene, som langt bedre evner at uddele festens overskud til byens foreninger, frem for den nuværende bestyrelse, der gladeligt hvert år sender stort set hele overskuddet på flere millioner kroner videre til et par brødre i København.

Vi er med andre ord her på avisen store fans af en festival i Tisvildeleje… bare ikke en der styres som den nuværende.

Et år endnu…
De skarpe kanter og den hårde bølgegang over festivalen blandt byens meningsdannere er dog ikke noget, byens sidste sommergæster mærker til. Et besøg til Tisvildeleje denne weekend vil derfor uden tvivl blive en behagelig oplevelse for både store og små. Facaden skal trods alt holdes pæn til gæsterne, det er de fleste enige om.

Og for mange af byens mere konfliktsky beboere resterer håbet, her et par uger efter festivalens afvikling, at der er tids nok indtil næste sommer, til at den efterhånden godt arrede folkesjæl kan nå at hele længe nok til henover efteråret til, at blikkene igen kan mødes over køledisken. I hvert fald indtil næste sommer.

RELATERET REDAKTØRENS HJØRNE: Kære Musik I Lejet – Lad os lige få en ting på det rene…

Giv din mening til kende: