REDAKTØRENS HJØRNE: Har vi fået for meget dyneløfteri?

REDAKTIONEL LEDER: Byrådet besluttede tirsdag aften, at ansatte i kommunalt regi ikke længere må ryge i arbejdstiden. Heller ikke derhjemme. Beslutningen har vakt en del debat på de sociale medier, for hvor går grænsen for dyneløfteriet?

Mange rygere husker med nostalgi tiden, hvor de kunne gå ned bagerst i rygekupeen, tænde en smøg og forsvinde ind bag røgskyerne. Den tid er for længst slut. Dernæst blev det besluttet, at rygerne heller ikke måtte ryge på togstationernes arealer. Senere blev det besluttet, at de fleste arbejdspladser skulle være røgfri. Og nu er de røgfri regler trukket helt ind i folks stuer.

RELATERET LÆSNING
Byrådet beslutter: Ingen kommunalt ansatte må ryge i arbejdstiden

Og tanken er såmænd god nok. Rygning skader helbredet. Det kan jeg selv skrive under på efter i år at have måtte sige farvel til min mor efter mange års lidelser med KOL, rygerlunger som det også kaldes. Flere i min familie har symptomerne. Jeg har selv røget siden jeg var ung og kæmper stadig en daglig kamp med at lade være. Jeg forstår det.

Hvad med dobbeltmoralen?
Alligevel føles det forkert, dobbeltmoralsk ligefrem, i evigt stigende grad at forbyde borgerne en last, som i så mange årtier har været kendt som sundhedsskadelig. For flertallet af de politikere, måske dem alle, som tirsdag aften i Gribskovs byrådssal talte for regler om at forbyde rygning i hjemmet hos kommunalt ansatte, nyder gerne et eller flere glas alkohol om aftenen, og gerne sammen med venner og familie. De fleste af dem kender uden tvivl en alkoholiker, enten i vennekredsen eller familien. Alle kender en alkoholiker. Alt for mange er det selv.

Jeg kan tale fra egen erfaring om alkoholens skadelige virkninger. Født i en betonforstad syd for København af fattige, alkoholiske forældre, kan jeg i den grad skrive under på, at alkohol er en langt farligere last end rygning nogensinde bliver. Jeg har ikke tal på de gange, jeg som barn måtte tage mine små barnesko og løbe over til et andet familiemedlem få betonblokke derfra, når mine forældre for alvor tog til flasken.

Men trods vores viden om de mange skadelige effekter alkohol har på både børn og voksne, kan vi stadig tænde for fjernsynet og på licensfinansierede tv-kanaler se studieværter og eksperter anmelde og drikke vin, se tv-kokke anbefale alkohol som passer til retterne… Se nyhedsindslag om byrødder der bruger tusindvis af skattekroner på alkohol, når de er på fælles “inspirations”-ture; samme byrødder som nu ser sig rede til at vade direkte ind i de kommunalt ansattes private gemakker for at svinge den moralske taktstok mod rygning. Man bliver så træt af dobbeltmoralen.

Hvad med selvforståelsen?
Ja, der er mange ting, som er til mere skade end gavn, men hvad er løsningen? Som barn ville jeg have været lykkelig, hvis det dengang havde lykkedes regeringen helt at forbyde konsumering og salg af alkohol. Som voksen forstår jeg, at det ikke ville have ændret meget. Mine forældre ville uden tøven have kriminaliseret sig selv for at finde en alternativ vej til anskaffelse af de lokkende væsker, ligesom man i dag ser det med cannabis. Bedre havde været, hvis de dengang var blevet tilbudt hjælp og støtte til at bekæmpe en alkoholisme, som de begge var klar over ødelagde både dem og deres børn, men som de manglede redskaberne og de mentale kræfter til at bekæmpe.

Og her ligger en vigtig pointe. For uanset hvor megen dyneløfteri og hvor mange lovregler man sætter ind mod laster som rygning og alkohol, så finder borgerne andre veje. Og hver gang en ny regel indføres, som indskrænker borgernes ret til selvbestemmelse, så slår vi en flig af det Danmark, vi alle elsker og genkender: Et land hvor vi må lidt mere; hvor friheden til at træffe egne valg, også skadelige, trumfer behovet for at sikre sunde, retlinede borgere.

Eller er det noget, jeg helt har misforstået?

 

David Abildgaard, medindehaver og ansvarshavende redaktør, Netavisen Gribskov. Foto: Presse.

Eksperterne vil pege på, og vil have ganske ret i, at tiltag mod rygning hjælper på folkesundheden og får færre til at ryge. Men er symbolpolitik, og regler som er umulige at følge uden at få sine friheder knægtet, virkelig vejen frem? Vi er trods alt kommet rigtigt langt siden rygekupeerne, og vi ved alle nu – også de unge – hvor skadeligt stoffer som rygning og alkohol er for både os selv og omgivelserne. Og informations-kampagerne ser ud til at virke, færre og færre starter med at ryge og flere og flere holder op med at drikke. Hvorfor så indføre regler, som slår revner i vores grundopfattelse af, hvad frihedsbegrebet i Danmark reelt repræsenterer?

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på, hvad ‘Danskhed’ er. Men der bør være grænser for de indgreb, regeringen og folkevalgte politikere med den ene hånd vælger i folkesundhedens navn, mens de med den anden hånd åbner den ene flaske rødvin efter den anden.

Leave a Reply