REDAKTØRENS HJØRNE: Tisvilde er blevet en film-karikatur

REDAKTIONEL LEDER: Jeg kunne ikke lade være med at grine, da en kollega for nyligt sammenlignede Tisvildeleje med landsbyen Sandford i starten af den britiske komediefilm Hot Fuzz. I komediefilmen er alle byens spidsborgere gået sammen om at beskytte byens pæne image og hemmeligheder for ikke at skræmme turisterne.

Læser man kommentarerne på avisens artikler om Musik I Lejets økonomi og vores indtil videre forgæves kamp for at finde ud af, hvordan de to stiftere, Andreas og Kristian Grauengaard, kan hive millioner ud af en nonprofit festival, så bliver det hurtigt tydeligt, at analogien rammer tæt nok til at være sjov, omend noget karikeret. Vores skriverier om festivalens økonomi afdækker jo hverken hemmelige okkulte selskaber eller fordækte mord, men har dog vist sig at møde overraskende stor, og til tider ganske aggressiv, modstand blandt spidsborgerne i den ellers så pittoreske turistby.

‘Vi skal blande os uden om’, lyder det fra både lokale forretningsdrivende, potentielle annoncører, enkelte lokale politikere og sågar en journalist eller to. Så stor er modstanden mod vores skriverier om festivalens økonomi, at den tydeligt kan aflæses på avisens manglende evne til at finde annoncører i byen. Ingen ser ud til at turde annoncere i avisen af frygt for at vække spidsborgernes vrede.

modstanden kan også aflæses i kommentarerne til vores efterhånden mange artikler om festivalen. Her vil der hver gang være en række borgere fra Tisvilde samt nyoprettede profiler fra København klar til at forsvare festivalens bestyrelse og de to brødre.

På Facebook, i gruppen ‘Tisvilde året Rundt’, skriver en borger for eksempel, at de to brødre fortjener ros for deres nyligt vundne status som millionærer. Kommentaren falder som respons på vores seneste artikel, hvor vi kan berette, at brødrene sidste år tjente 6,6 millioner kroner, mens blot 1 million kroner blev efterladt til festivalen.

At en stor del af provenuet går til en velgørende forening, kan vi alle glæde os over“, lyder det kækt fra læseren – som på perfekt ‘Amerikansk’ vælger helt at ignorere problemets grundpræmis; at overskuddet til brødrene er skabt på bekostning af en velgørende forenings goodwill og status som nonprofit.

Samme læser går gerne et skridt videre i sit forsvar for brødrenes bedrift:

De er et forbillede for næste generation, og det er godt at have idoler, der inspirerer til vækst og udvikling af vores lokalsamfund”.

Det var tolv af Tisvildegruppens brugere enige i.

En anden borger i samme gruppe mener, at det er direkte udansk at se nærmere på virksomhedernes økonomi:

Hvis det vurderes som odiøst at etablere og drive en virksomhed, skal man flytte til et land med planøkonomi

Den stråmand grinte vi af på redaktionen. For ingen påstår jo, at det er odiøst at drive virksomhed. Vi har selv en virksomhed, en avis, som da gerne må drive overskud. Og på ganske ironisk vis var der i selvsamme netavis, som borgeren kritiserer – og i selvsamme tidsrum – en artikel på forsiden om en driftig ung gut fra Græsted, Hannibal, som havde satset opsparingen på drømmen om at blive selvstændig.

Og når man som jeg sidder og taler med så ung en iværksætter, der med lys i øjnene og livets drømme foran sig fortæller, hvordan han kæmper for at slå igennem på ærlig vis – ja, så er det, at man bliver ærgerlig over, at andre unge i andre byer bliver rost for deres evne til at tjene penge på halve sandheder, gratis arbejdskraft og skjulte forretningsmetoder.

For jeg kan garantere for, at den unge gut i Græsted ikke sidder med en langsigtet plan  om at oprette en nonprofit forening for derefter, så snart den bliver en succes, at opstarte en virksomhed der kan tjene millioner på de hundredvis af frivillige, som knokler videre for at fremme det godgørende foreningsformål – helt uden at ane, at langt størstedelen af deres gratis arbejdskraft nu går til at forbedre overskuddet i et selskab i København.

For man skal huske, at ikke mange kendte til de to brødres smarte forretningsfidus, før Netavisen Gribskov begyndte at skrive om den for et par år siden. Før vores artikler gik de fleste rundt med den faste overbevisning, at de frivillige donerede deres tid og kræfter til et godt formål og ikke en virksomhed med skjulte indtægtskilder og aftaler som ikke tåler dagens lys.

Men ja, måske har Netavisen Gribskov været for grove over for de to iværksættere, der jo trods alt har formået at skabe en fest, som i dag trækker tusindvis af festglade unge til Nordsjælland. Måske har vi overset noget.

Vi har ellers været grundige i vores forsøg på at rense dem…

Vi har bedt foreningens bestyrelse om at uddybe posterne i sine regnskaber, så vi kan få et overblik over redeligheden. Det har bestyrelsen takket nej til.

Vi har bedt formanden i det mindste redegøre for, hvordan aftalen med de to brødre er skruet sammen. Det har formanden nægtet.

Vi har bedt formanden om opfølgende interviews. Det har man ikke ønsket.

Vi har bedt foreningens bestyrelse om i det mindste komme med bevis for, og gerne kun til avisens redaktør, at økonomien er redelig ifølge nonprofit princippet. Det har man takket nej til.

Vi har bedt de to brødre om et overblik over samarbejdsaftalen med festivalen, så vi kan se, at de ikke tager mere af kagen end højest nødvendigt. Det har de to brødre nægtet.

David Abildgaard har erfaring som journalist, underviser, redaktør og mediechef og er i dag medindehaver og ansvarshavende redaktør for Netavisen Gribskov samt formand for TV Nordkysten. Foto: Presse.

Hvad mere kan vi gøre?

Ifølge flere af de forretningsdrivende i Tisvildeleje synes holdningen klar: Vi skal lade være med at gøre mere.

For hvorfor kritisere en succes? Hvorfor blande sig i deres lille “nonprofit” succes, som jo kaster mønt af sig både til højre og venstre side af hovedgaden?

Og hvorfor i det hele taget være så nysgerrig til, hvad byens spidsborgere i den idylliske landsby går rundt og tjener sine penge på?

Vi risikerer jo at skræmme turisterne.

Leave a Reply