Julemanden var heller ikke bange for lidt regn og kulde. Han er nu også vant til at flyve hele kloden rundt... og så bor han på Nordpolen, hvor vi har hørt, der er ganske koldt. Fotos: Privat.

GRÆSTED: Lidt regn og kulde var ingen udfordring for de juleglade Græstedborgere, da der søndag blev inviteret til julerier på den lokale kro, i kirken, på plejehjemmet og torvet.

Hvad er en by uden den rette julestemning? Det spørgsmål stiller man sig ikke i Græsted, for her bysboerne ‘all in’ på julestemningen. Det kunne man ved selvsyn bevidne, da der i søndags blev holdt indtil flere hyggelige arrangementer rundt om i byen.

Eftermiddagen startede med juleklip i Græsted Kroens stuer. Her styrede det lokale bibliotek, borgerforeningen og Gribskolens støtteforening slagets gang i muntert tempo. Det blev der masser af julepynt og kreative dekorationer ud af, og satte KFUM-spejdernes julenissekor sang til julestemningen.

Også spejderne var i julehumør. De havde brugt en del af dagen på julehyggesyngebesøg hos beboerne på Skovsminde.

Sognepræst Ole Backer Mogensen holdt en kort tale med emnet gæstfrihed som omdrejningspunkt, og efter et par fællessange kunne man endelig høre julemandens klokke ringe i det fjerne.

– Glæder I jer til jul, spurgte Julemanden til en flok forventningsfulde børn, der i kor kunne gjalde et rungende ‘jaaa!’. Det var en herlig optakt til en dans rundt om juletræet til tonerne af ”Nissen på loftet” og ”Nu er det jul igen”.

På torvet stod Græsted Handels- og Erhvervsforening klar under pavilloner, og der blev gavmildt delt ud af gløgg, æbleskiver, godteposer og kakaomælk.

Aftenen fortsatte i Græsted Kirke, hvor der var fyldt til sidste plads til en kort adventsgudstjeneste og sang af kirkens børnekor ”Kirkespirerne”.

En time senere kunne alle tilmeldte sætte sig til bords på kroen og nyde kromutter Vibes julemad i fælles samvær.

– Arrangørerne, Græsted Handels- og Erhvervsforening, Græsted Borgerforening og BLIK – Græsted Bibliotek glæder sig over alle de hjælpende hænder til arrangementet fra spejdere, kirker og foreninger i byen og siger tak for det flotte fremmøde og ønsker hele Græsted og omegn en rigtig glædelig jul, lyder det fra en gruppe taknemmelige tovholdere.

Giv din mening til kende: