Røglugt udløste massiv udrykning

(Foto/Tekst: Allan Andersen)

GRÆSTED: Ved midnatstid fyldte de blå blink meget i Græsted omkring Larsensvej, både politi og brandvæsen var mødt massivt frem på en melding om røglugt i en etageejendom.

En beboer havde bemærket en besynderlig røglugt, og tidspunktet taget i betragtning blev samtlige brandkøretøjer fra Frederiksborg Brand & Redning i Gilleleje sendt ud af porten.

Næsten samtidig med brandvæsnet ankom to politipatruljer til stedet.

Brandfolkene blev straks sendt på jagt efter røglugten, der blev søgt højt og lavt og selv de aflåste kældre blev undersøgt, men trods den intense eftersøgning – herunder også med et termisk kamera – forblev det en gåde hvorfra lugten af røg/brændende plastic kom fra. Såvel andre beboere som politiet havde bemærket ‘noget’ som dog ikke kunne defineres nærmere.

Det viste sig dog at der tæt på anmeldelsestidspunktet var blevet slukket en grill, ikke så langt fra ejendommen hvor der var lugtet ‘noget’ og kombineret med en anden som havde set lidt lys røg i samme forbindelse blev hele indsatsen afblæst.

Det formodes at der alene var tale om slukning af en grill, og at noget lugt herfra havde fundet vejen frem til beboerne i ejendommen. 

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Giv din mening til kende: