Rørt byrådsmedlem om Sisses stop: Jeg kommer virkelig til at savne hende

Sisse Krøll Willemoes (ved bordenden) har flere års erfaring som lokalpolitiker. Nu må hun stoppe, så hun kan passe sit arbejde. Tekst og foto: David Abildgaard.

GRIBSKOV: I aften blev det officielt godkendt, at Nytgribskovs Sisse Krøll Willemoes får lov at udtræde af byrådet, da hun på grund af arbejdsmæssige årsager ikke kan fortsatte. Det skabte næsten tårer hos Venstres Natasha Stenbo Enetoft.


– Jeg kommer virkelig til at savne hende, fortalte Natasha Stenbo Enetoft under aftenens byrådsmøde kort efter at borgmester Anders Gerner Frost officielt bekendtgjorde beslutningen.

Det gjorde han med en masse roser til det afgående byrådsmedlem, som han roste for sin store arbejdsindsats. Derefter var det Natasha Stenbo Enetofts tur, og så blev følelserne blotlagt.

Natasha Stenbo Enetoft (V). Foto: Venstre.

– Jeg kan ikke have, at vi sender Sisse afsted uden at sige en masse rare ord om hende. Ej, hvor kommer jeg til at savne hende, fortalte hun sine byrådskolleger og måtte give ophold for at få ro over stemmen.

– Nej, hvor er det svagt, udbrød hun kritisk om sin grøde i stemmen.

– Hun har været skøn i børneudvalget og har været en kapacitet med sin faglighed. Det bliver nogle svære sko at fylde ud, sluttede hun, inden borgmesteren tog ordet tilbage og fortalte, at Sisse, som ikke var til stede, fik nogle blomster tilsendt som tak for sin indsats.

Natasha Stenbo Enetoft sidder som formand i Børneudvalget, hvor Sisse var tidligere næstformand, og med de mange nylige besparelser har betydet, at de to politikere i den grad har brugt en del tid sammen over tal og politiske prioriteringer.

Sisse Krøll Willemoes er blevet forfremmet i sin stilling, som nu lyder titlen afdelingsleder hos Center for Børn og Skole i Frederikssund Kommune. Stillingen er noget mere krævende, og derfor har hun valgt ikke at fortsætte som lokal politiker i Gribskov.

Her på redaktionen vil vi gerne takke Sisse Krøll Willemoes for hende villighed til altid at stille op, når vi har ringet med spørgsmål, også af den kritiske karakter.

Leave a Reply