Rottebekæmpelse: 18.000 rotter gik i fælden sidste år

GRIBSKOV: Gribskov Kommune har fået has på et overvældende stort antal rotter, siden kommunen sammen med GribVand og Anticimex i slutningen af 2017 gik til kamp mod et stigende antal rotter.

Her godt et år efter er status på kommunens store rotteprojekt, at cirka 18.000 rotter er gået i fælderne. Og kampen fortsætter, for målet er at nedbringe antallet af rotteanmeldelser med 75 procent i de udvalgte områder i 2020.

Foto: Wisecon

For at fange så mange rotter skal der cirka 850 rottefælder til. De vogter lige nu kloakker rundt om i Gribskov Kommune. Fælderne er produceret af Anticimex Innovation Center (Tidligere WiseCon, red.), som er ekspert i at udrydde rotter med intelligente fælder.

De første fælder blev sat ned i kloakker i Helsinge i slutningen af 2017, og siden da er i alt 850 fælder blevet sat ned i områder i Helsinge, Gilleleje, Græsted, mens 150 er på vej i kloakker i Dronningmølle og siden Tisvilde.

Fælderne dræber rotterne med et spyd, som bliver skudt ned, når en rotte forsøger at passere i kloakken.

– Fælden er konstrueret, så den spærrer vejen i kloakken på nær ét hul, som altså vogtes af en bevægelsescensor og spyd, der dermed dræber rotterne, der forsøger at passere, på stedet og uden gift. Samtidig sender fælden et signal til en computer, og på den måde registrer vi skuddene. Sådan kan vi flytte fælderne rundt og ”presse” rotter væk og trinvist udrydde dem, forklarer projektchef fra Anticimex Innovation Center Klaus Baagøe-Nielsen i en udsendt kommunal pressemeddelelse.

Rat on a rat
Har du set en rotte, eller hvad der ligner en, som kan du gå ind på den kommunale hjemmeside Rotteweb. Her kan borgere registrere, at de har set en rotte på deres ejendom.

Og når først fælderne bliver installeret, så er det let at få rotten i fælden.

– Som eksempel kan vi konstatere, at der i to udvalgte områder i Helsinge er blevet udryddet op mod 99 procent af rotterne over en periode på cirka 25 uger. Det kan vi konkludere ud fra, at fælderne i begyndelsen dræbte henholdsvis cirka 45 og 180 rotter, og i slutningen af perioden var det stort set ingen. Og da vi kender rotters bevægelsesmønstre og placerer fælderne derefter, er konklusionen ret klar, siger Klaus Baagøe-Nielsen..

Kommer fra kloakerne
Administrerende direktør i GribVand Mette Therkildsen forklarer, hvorfor det er så vigtigt at fjerne rotterne:

– Rotterne skader kloakkerne, og de kan samtidig finde vej ind til borgernes hjem. Det kan blandt andet give en ubehagelig lugt, og så koster det jo skattekroner, når rotterne skader kloakkerne. Og vi ved fra undersøgelser, at 90 procent af rotterne, vi ser på overfladen, kommer fra kloakkerne, derfor giver det så god mening at lægge fokus der, siger Mette Therkildsen.

Et år endnu
Projektet løber til sommeren 2020, hvor Gribskov Kommune overtager projektet, men samarbejdet mellem kommunen og Anticimex fortsætter.

Det er første gang i Danmarkshistorien, at der bliver lavet så stort et projekt for at minimere antallet af rotter i en kommune. Det vil vise resten af de danske kommuner, hvordan man effektivt kan bekæmpe rotter. Også udlandet følger med.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com