Seniorbofællesskab med Riviera-stemning på vej til Troldebakkerne

Et af hovedattraktionerne er en opvarmet fælles indehave. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse/Bovieran.
HELSINGE: Seniorbofællesskabet Bovieran melder ud, at de kommer til Troldebakkerne i Helsinge. Bofællesskabet er for beboere over 55 år, som ønsker sociale aktiviteter med andre kombineret med egen bolig.

Bovieran Danmark A/S åbner flere og flere senior-bofællesskaber og har netop indgået en aftale om et grundsalg i området Troldebakkerne. Det giver Bovieran mulighed for at opføre et seniorbofællesskab for beboere over 55 år med fælles faciliteter og forskellige aktiviteter.

“Bovierans hjerte og åbenlyse mødested er den unikke vinterhave overdækket med glas. Vinterhaven byder på komfortable udendørs oplevelser hele året i et temperaturstyret klima med den franske rivieras klima som forbillede. Bovieran er tilpasset behovet for en aktiv seniortilværelse, hvor beboerne har mulighed for at udfylde dagene med de aktiviteter, spil, kurser og behagelige oplevelser, som de ønsker og sætter mest pris på”, skriver selskabet i en udsendt pressemeddelelse.

Grafik: Bovieran.

Bofællesskabet placeret i Troldebakkerne i det nordlige Helsinge; et nyt boligområde med mulighed for op til 700 boliger. Særligt den centrale placering har været interessant ofr Bovieran, som peger på, at Troldebakkerne ligger i gåafstand til bibliotek og foreningsaktiviteter, ligesom den nye bydel ligger blot 5 minutter på cykel fra Helsinge bymidte.

Andelsboliger for 55+
Seniorboligerne udbydes som andelsboliger, og indflytning vil være ca. 18 måneder efter opstart af byggeriet.

Gribskov Kommune har startet lokalplansprocessen og forventer en lokalplan i løbet af 2021, hvorefter byggeriet af Bovieran kan begynde.

Lejlighederne bliver på to og tre rum fra 62 m2 til 104 m2 og er til singler såvel som til par. Alle boliger har en udvendig altan/terrasse, og ved indgangen til lejligheden er der en lille privat caféplads, der vender ind mod en vinterhave med glasoverdække.

Beboerne kan efter eget behov aftale fælles spisning i fælleslokalet, aftale fælles motion, sundheds- og skønhedspleje etc. i dertil indrettede fælleslokaler, skabe deleøkonomi gennem udlån af værktøj og redskaber og generelt yde nabohjælp. Der vil også være en gæstelejlighed, så børn og børnebørn kan overnatte under besøg.

Bovieran set fra oven. Foto viser et Bovieran-bofællesskab i Frederikssund. Foto: Bovieran.

Bovieran?
Projektet i Helsinge varetages af Sjælsø Management. Bovieran Danmark A/S ejes af Balder Danmark A/S og Sjælsø Management.

Navnet Bovieran (Bo-ved-Rivieraen) henviser til det tempererede middelhavsklima, som mange i Norden føler sig tiltrukket af.

Bovieran konceptet stammer oprindeligt fra Sverige, hvor der allerede er opført 25 af disse fællesskaber. I Danmark udbydes boligerne som andelsboliger, og de første danske seniorer flyttede ind i Bovieran Frederikssund den 1. maj 2020 og i Bovieran NærHeden i Hedehusene den 30. oktober 2020.

Derudover er tre Bovieran seniorbofællesskaber under opførelse i hhv. Ishøj, Frederiksværk og Helsingør. I Solrød udbydes andelsboligerne til salg i det første halvår af 2021. Bovieran i Helsinge bliver dermed den syvende i rækken af seniorbofællesskaber

Lars Jacobsen, Direktør i Bovieran Danmark A/S og Projektudviklingsdirektør i Sjælsø Management forklarer:

”Mange drømmer om at leve et let og ubesværet liv ved Rivieraen, når de bliver ældre. Med
Bovierans opbygning omkring en 1.400 m2 stor, central vinterhave bringer vi det behagelige og sunde klima til seniorborgere i Danmark. Det kombinerer vi med at skabe gode rammer for fællesskaber, som beboerne selv etablerer ud fra egne ønsker og behov. Erfaringerne fra Sverige viser, at konceptet giver tilfredse, sunde og trygge beboere.”

Skal bekæmpe ensomhed
Boverian peger i en pressemeddelelse på den Nationale Sundhedsprofil fra 2017, som viser at et stigende antal danskere føler sig uønsket ensomme.

“Desuden viser tal fra Danmarks Statistik, at vi bliver flere og flere ældre i Danmark – op mod en halv mio. flere vil være over 60 år i 2040 i forhold til 2016. I lyset af denne udvikling er der grund til at tilbyde nye boligformer til den ældre befolkningsgruppe, som både opfylder seniorernes behov og samtidig giver det mindre træk på offentlige udgifter til praktisk hjælp”, oplyser selskabet.

Du kan læse mere om projektet på www.bovieran.dk.

2 KOMMENTARER

  1. Hvad koster de forskellige andele og hvad er de månedlige udgifter sådan ca. og er der elevator op til etagerne.

  2. Kan det oplyses, hvor meget boligafgiften udgør? F.eks i sammenligning med Hedehusene boligerne? Som pensionist, eller næsten pensionist, er det vigtigt at tænke på at boligafgift aldrig falder. Selvom man køber sin andel og således måske ikke behøver optage andelslån, skal man være OBS på at afgiften aldrig falder. Det ser attraktivt ud og beliggenhed er også dejlig, og hvis der så kommet et friplejehjem, kan man flytte derover til sidst… Lokalplan 516.04, (s. 35) der var i høring indtil 4/11 stipulerer max 3 etager… Eller 10-12 meter. Så jeg tænker at den allerede skal laves om, eller bliver lavet om. Har svært ved at forestille mig at nærværende projekt kan rummes inden for 3 etager, inkl. tag med punktvis max 12 meter.

Leave a Reply