Skybrud gav oversvømmede vejbaner i Gribskov

GRIBSKOV: Lørdag åbnede himlen for sine sluser, og rundt om i kommunen gav det trafikale problemer med oversvømmede vejbaner. Flere steder var årsagen dårlig vedligeholdelse af vejbrøndene, men det fik borgerne i bla. Gilleleje selv fikset.

På Rørmosevej i Gilleleje måtte beboerne selv træde i aktion, da den pludselige vandmængde fik vejbanen fuldstændig sat under vand. Udstyret med skovle, koste, river og gummistøvler gik beboerne løs på vejbrøndene og efter nogle minutters indsats gik der hul og vandet begyndte at strømme ned i kloakken.

Ved Netto på Vesterbrogade var der dømt Venedig, idet et langt stykke af vejbanen stod under vand, ligesom gæsterne på Torvet gjorde klogt i at løfte fødderne idet vandet stod ankelhøjt på den store åbne plads.

Problemet var velkendt flere steder rundt om i kommunen, bla. i Ramløse fik flere huse på Arresøgårds Alle vand indenfor og på Søkrogsvej skød vandet kloakdækslerne op af vejen ligesom en stor del af Borshøjvej stod under vand.

Her ses et opskudt kloakdæksel på Søkrogsvej i Ramløse. (Læserfoto)

Helsinge fik også sin del af vandet, og her stod der masser af vand ved bla. Jysk Sengetøj mens villaveje rundt om i byen også stod under vand.

Beboerne på Borshøjvej måtte finde gummistøvlerne frem, mens bilerne gjorde bedst i ikke at køre gennem Nørretoftevej ved Trælasten som stod under vand. 

Flere steder lød der kritik af den kommunale vedligeholdelse af afløbene i vejbanen, kloakken kunne snildt tage vandet men proppen var i selve afløbet i vejbanen som ifølge flere kritikere er mangelfuldt vedligeholdt af Gribskov Kommune.

Den oplysninger følger Netavisen op på.

Har du billeder af oversvømmede veje?
Skriv lidt om din oplevelse og send fotos til redaktion@netavisengribskov.dk

Her på Rørmosevej fik beboerne hul i vejbrønden, hvorefter vandet forsvandt i lyntempo. (Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Giv din mening til kende: