Sol og Strand står klar med 30.000 kr. til flere oplevelser i Gilleleje

Gilleleje er en herlig by at besøge om sommeren. Nu er der penge til endnu mere sjov sommeren over. Foto: Arkiv/Open Air Opera 2018.

GILLELEJE: Sol og Strand Feriehusudlejnings lokalkontor i Gilleleje står klar til at donere 30.000 kr. til projekter, der kommer Gilleleje og nærområdet til gavn. Enhver forening kan ansøge om andel i pengene, og de tre bedste forslag belønnes med et kontantbeløb til realisering af de gode idéer.

Har du en god idé, der kan gøre Gilleleje mere attraktivt at bo og holde ferie i, så er det bare om at kontakte Sol og Strand Feriehusudlejnings lokalkontor i Gilleleje.

Feriehusudlejningsfirmaet giver økonomisk håndsrækning til tre lokale initiativer, projekter eller arrangementer. Det sker under navnet ‘Sol og Strands lokale håndsrækning’.

– Tanken er, at pengene skal gavne lokale initiativer, som er til glæde for både fastboende, sommerhusejere og feriegæster, siger bureauchef Christine Christensen fra Sol og Strand i Gilleleje i en udsendt pressemeddelelse.

Gode forslag søges
Ifølge Sol og Strand kan pengene for eksempel gå til at forbedre legepladser, udsigtspunkter el.lign. Det kan også gå til at holde særlige arrangementer såsom koncerter, festivaler, markeder mv.

– I princippet sætter kun fantasien grænser, så længe der er tale om et projekt, der kommer nærområdet til gavn og skaber værdi for både fastboende borgere, sommerhusejere og feriegæster, lyder det fra bureauchefen.

Kun for foreninger
Foreninger af enhver art kan ansøge om at modtage støtte. Det gør man via Sol og Strand Feriehusudlejnings hjemmeside www.sologstrand.dk/haandsraekning, hvor man også kan læse mere om vilkårene for at deltage. Der er allerede nu åbnet for ansøgninger.

Der er på landsplan afsat 1 mio. kr. til projekter i Sol og Strands nærområder, og det er målet, at uddelingen skal gentages årligt.

Sol og Strand Feriehusudlejning?
Sol og Strand Feriehusudlejning er en danskejet virksomhed, der har opereret siden 1979. Fokus er på at udleje privatejede ferieboliger i hele Danmark.

Foruden hovedkontoret har Sol og Strand 21 lokalbureauer fordelt rundt om i Danmark.

Giv din mening til kende: