Sponsor-billetter bliver ikke brugt: Kommunen vil tilbyde borgerne tophåndbold

GRIBSKOV: Hvad gør man, når VIP’erne ikke interesserer sig for håndbold? Det er et spørgsmål, som åbenbart er blevet stillet et sted i kommunen, for på næste udvalgsmøde i idrætsudvalget, skal medlemmerne diskuttere, hvorvidt en række ubrugte sponsorbilletter skal udloddes til borgere og foreninger.

Kommunen betaler årligt 250.000 kroner til Nordsjælland Håndbold for et særligt sponsorat, som blandt andet inkluderer en håndfuld billetter til håndboldklubbens hjemmekampe. Disse billetter bliver dog sjældent brugt, og derfor foreslår kommunen nu, at man i stedet tilbyder dem til borgerne i Gribskov.

Blandt billetterne er otte såkaldt VIP-billetter, der inkluderer mad, spiritus og fint selskab. De vurderes åbenbart for fine til borgerne, for administrationen foreslår, at man tilbyder disse særlige oplevelser til lokale foreningsledere og trænere efter først til mølle princippet.

I sponsoraftalen er også 60 almindelige adgangskort. Og det er 50 af disse billetter, som administrationen gerne vil udlodde. De resterende 10 adgangsbilletter skal forbeholdes byrådets medlemmer.

Vil gentage traditionen
Ideen om at udlodde billetter er ikke ny i kommunen. For år tilbage kunne man dukke op i Center for Erhverv, Kultur og Fritid og hente adgangskort, men siden den ordning faldt bort har billetterne ligget mere eller mindre ubrugte hen.

Administrationen på rådhuset foreslår, at man frem for at lade dem samle støv, i stedet fremadrettet annoncerer billetterne i den lokale presse samt på Facebook. Billetterne udloddes ved ‘først til mølle-princippet’ og skal kunne afhentes på Helsinge bibliotek. Der skal kunne søges om maksimalt to billetter pr. borger.

Beslutningen er forelagt udvalget Børn, Idræt og Familie på næstkommende møde d. 17. august.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Annonce:

Annonce:

Skriv en kommentar