Sportschock: QProBoxing lukket efter chikane

Boksepromotor Svend Rasmussen har - sammen med ledelsen - trukket stikket ud på QPro Boxing, og fritstillet samtlige boksere. (Foto: Allan Andersen)

SPORT: QProBoxing lukker per dags dato. Alle boksere er blevet fritstillet og er frie til at finde nye promotorer, lyder det i en pressemeddelelse.

Promotor Svend Rasmussen har per dags dato valgt at lukke QProBoxing og dermed fritstille samtlige boksere i boksestalden. Det sker efter promotorvirksomheden igennem flere måneder har oplevet en vedvarende chikane, forklarer QProBoxing i en udsendt pressemeddelelse, tirsdag aften.

– Siden vi afholdte Quaestor Fight Night i Gilleleje, har vi oplevet, at der er blevet sendt e-mails ud til byer og virksomheder, som vi har været i kontakt med angående nye stævner, siger Svend Rasmussen i pressemeddelelsen, som fortsætter:

– Disse e-mails indeholder voldsomme beskyldninger, som intet hold har på sig. Ydermere har vi indikationer på, at disse oplysninger stammer fra en intern kilde.

Nedad bakke siden stævne i Gilleleje
Og det er den øget aktivitet, som QProBoxing har oplevet siden stævnet i Gilleleje i oktober, som nu fører til lukningen. For selvom sagen er meldt til politiet, under straffelovens paragraf 266, så har en enig ledelse valgt at sige stop.

– Thomas Møllenberg stod klar til at overtage, hvis jeg trak mig. Men den seneste uge har vi oplevet flere ubehagelige e-mails, som nu gør at Thomas har valgt ikke at føre QProBoxing videre, siger Svend Rasmussen.

– Det er enig ledelse, som nu siger, at nok er nok.

Lukningen betyder også, at samtlige boksere i QProBoxings stald nu bliver fritstillet. Dermed kan de frit gå ud og finde en ny promotor.

– Vi havde en drøm om, at føre dansk boksning tilbage til en ny storhedstid. Desværre må vi sande, at der er nogen, som ikke ønsker at vi er en del af sporten, lyder det fra Svend Rasmussen.

Thomas Møllenberg: Bare så ærgerligt
Det ærgrer den lokale manager Thomas Møllenberg, at det skulle komme så vidt.

– Det har været en stor oplevelse at arbejde sammen med Svend Rasmussen og det team, som vi sammen har sammensat. Der var virkelig grobund for en stor fremtid, siger Møllenberg.

– Men jeg har også set de mails, som vi har modtaget. Det har været grotesk at se hvad nogen kan finde på at skrive, og det har i den grad været med til, at jeg har måttet sige nej til at føre QProBoxing videre.

Netavisen Gribskov har spurgt Thomas Møllenberg hvad fremtiden nu byder på for de lokale boksere, Oliver Møllenberg og Jacob Porsgaard, som nu står uden promotor.

– Dette får ingen betydning, i det der bla. allerede er følere ude efter Oliver. Så snart jeg ved noget konkret melder jeg noget ud. Fremtiden ser særdeles spændende ud, fastslår Thomas Møllenberg overfor Netavisen Gribskov.

– Oliver bokser med stor sandsynlighed, sin sjette profesionelle kamp sidst i februar i Danmark, slutter Thomas Møllenberg.

Boksepromotor med broget fortid
Hvad der præcist har stået i de mails som medførte lukningen af QProBoxing , er ikke oplyst – men på redaktionen har vi i forbindelse med boksestævnet ved Veterantræffet i Græsted i Pinsen 2019, og ved stævnet Quaestor Fight Night i Gilleleje også modtaget informationer omkring den nu tidligere boksepromotor, Svend Rasmussen.

Tilbage i midten af 90’erne var han, ifølge avisartikler fra bla. Ekstra Bladet, hovedmanden bag et enormt pyramidespil under navnet Wave / Wave II, og brugte dengang navnet Svend Aage Rasmussen. Han og hans medarbejdere blev dengang centrum for en lang række artikler i Ekstra Bladet, hvoraf en enkelt vises herunder som dokumentation.

(Screendump fra Ekstra Bladet – 19-3-1996)

Formentlig er der nu tale om at personer fra fortiden med Wave / Wave II, 20-25 år tilbage, har bemærket Svend Rasmussen’s nye karriere som boksepromotor og har reageret kraftigt på baggrund af Wave / Wave II, hvor der angiveligt var flere hundrede personer som – ifølge artiklerne fra dengang – blev snydt for rigtig mange penge.

Det skal understreges at, ifølge Netavisen Gribskov’s oplysninger, er Svend Aage Rasmussen aldrig blevet dømt for noget kriminelt og han har således heller ikke brudt den dengang gældende lovgivning med pyramidespillet, idet lovgivningen imod pyramidespil / Multi Level Marketing først kom til i 2000.

FAKTA:
Op igennem 1990’erne florerede en del pyramidespil, hvor mange tabte betydelige
summer. Arrangementerne var imidlertid vanskelige at stoppe, da de ikke som sådan
var omfattet af den daværende lovgivning. Derfor vedtog Folketinget i 2000 et egentlig forbud mod pyramidespil, jf. lov om offentlige indsamlinger og pyramidespil. Pyramidespil er nu reguleret i § 24 i lov om spil (lovbekendtgørelse nr. 1494 af 6. december 2016).

Læs mere om pyramidespil / MLM HER

Leave a Reply