Statsminister om aflyst julegudstjeneste: En ommer

Tekst: David Abildgaard. Foto: Presse.

GRÆSTED: Lars Løkke Rasmussen går nu også ind i sagen om den aflyste julegudstjeneste for eleverne i Græsted Skole og erklærer beslutningen for en ommer. Skoleledelsen har lovet at finde et alternativ.

Balladen om den aflyste julegudstjeneste i Græsted har vakt røre rundt i det danske land. Alle de store medier har nu rapporteret om den lille skole i Græsted, der valgte at aflyse årets julegudstjeneste, da den ifølge skolen er en forkyndelse for eleverne, hvilket ikke er tilladt i folkeskoleregi. Men det er statsministeren ikke enig i.

– Var ellers i gang med at skrive et indslag i min SoMe-julekalender fra barndommens folkeskole  i Græsted, hvor jeg gik fra 1. til 9. klasse – og så ser jeg det her! Det er en ommer!, skriver han på sin facebookprofil.

Reaktionen kommer i kølvandet på Netavisen Gribskovs historie om Græsted Skole, hvor et særligt udvalg har besluttet at aflyse årets gudstjeneste, hvilket kom bag på både forældre, sognepræster, politikere og nu også statsministeren.

Både skoleleder og formanden for skolebestyrelsen i Gribskolen har ellers forklaret, at skiftet fra traditionerne i kirken sker for at sikre, at skolen ikke forkynder for børnene, men det har ikke vakt den store sympati.

Et knæfald for Islam
Ifølge Jonna Præst for Dansk Folkeparti er der tale om et direkte knæfald for Islam, når en dansk folkeskole aflyser en årelang juletradition.

Jeg er meget uenig med lærernes beslutning. Ændringer i meget gamle traditioner og traditioner der har rødder i grundlaget for vort demokrati kan ikke ændres af en læregruppe. Har skolebestyrelsen deltaget i denne beslutningen om knæfald for Islam? Det er utroligt hvad vort samfund skal tage af hensyn til muslimer. Sharia lovgivning ind af bagvejen ved indførelsen af halalslagtet kød i vore institutioner, skriver hun som kommentar på vores indledende artikel.

Karsten Andersen (LA) fra Gilleleje ser det også som et knæfald.

Hvor er det forargeligt, at man kaster gode danske traditioner væk på grund af et fåtal af anden herkomst end dansk. I burde skamme jer. Har I også tænkt jer at droppe jul og andre traditioner som ikke lige passer ind i jeres ‘feel good’ holdning. Det kan ikke passe at nogle få med anden tankesæt skal slå vores traditioner ihjel, skriver han som kommentar til samme artikel.

De mange modreaktioner har fået skolebestyrelsesformand Charlotte Orland Petersen til at indkalde til ekstraordinært møde i forældrebestyrelsen torsdag, hvor man vil forsøge at finde et kompromis, som indeholder en juleafslutning på skolen, hvorefter eleverne får mulighed for frivilligt at tage i kirke.