Studierne måtte vente: Gymnasieelever fra Gribskov tog på vulkanjagt

Gribskov Gymnasiums NGK-elever, 2n, er nu nået til Island, hvor de lidt uventet måske fik lejlighed til at studere vulkanudbrud på nærmeste hold. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.
GRIBSKOV: Anden årgang af Gribskov Gymnasiums NGK-elever, som inkluderer elever fra Danmark, Færøerne, Island og Grønland, er nu nået til Island, hvor de skal studere frem til næste sommer. Her ventede den lokale og efterhånden verdensberømte vulkan på et besøg.

Der ventede en ganske uimodståelig oplevelse for en gruppe gymnasieelever, der er på studieophold på Island, som led i deres Nordatlantiske færden mod en dansk STX-eksamen. Eleverne fik mulighed for at studere den aktive vulkan på Island på helt tæt hold.

De unge har siden foråret 2021 studeret på Verzlunarskóli Íslands og rejser til sommer videre til Grønland, hvor de afslutter deres studentereksamen i sommeren 2022.

Næste hold er så småt ved at være flyveklar.

“På Gribskov Gymnasium synger 1n på sidste vers – de skal efter sommerferien afsted til Færøerne, og i Helsinge gør vi klar til at modtage tredje årgang af elever fra alle fire nordatlantiske lande”, lyder det fra gymnasiet i en udsendt pressemeddelelse.

Her håber man, at der vil melde sig endnu flere elever på banen. Der er endnu få pladser tilbage i den kommende 1n efter sommerferien.

Den nordatlantiske klasse specialiserer sig i biotek, matematik og arktisk teknologi, og de vil på Grønland modtage undervisning i Kulturfag.

“De vil således både forlade gymnasiet med en naturvidenskabelig ballast og med et både teoretisk og praktisk kendskab til kulturforskelle og ligheder på tværs af de fire deltagende lande – og de vil have kompetencer, som er særdeles nyttige i en verden, hvor Nordatlanten får større og større vægt”, forklarer gymnasiet.

Leave a Reply