Thürmer efter valgnederlag: Viser et stort ønske om ny politisk linje i Konservative

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.
GRIBSKOV: Det seneste spidskandidatvalg i den lokale gren af Konservative viser et stigende behov for at finde en anden politisk linje fremadrettet. Det mener Erick Thürmer, der torsdag tabte til Trine Egetved, men ikke uden kamp til stregen.

19 stemmer var dog ikke nær nok til at sikre sig spidskandidaturet. Det må den 43-årige erhvervsmand Erick Thürmer sande, efter at han torsdag aften tabte ræset til den mere garvede lokalpolitiker Trine Egetved.

Humøret er dog i behold trods nederlaget:

– Jeg vil gerne takke for den store tillid og opbakning, jeg har mødt fra rigtig mange sider, siden jeg besluttede at følge opfordringen til at opstille, indleder Erick Thürmer, som til trods for at være helt ny i lokalpolitisk sammenhæng alligevel formåede at hente 19 stemmer mod Egetveds 34.

– Det vidner om, at jeg repræsenterer et stort mindretal af medlemmer, der ønsker et alternativ til den nuværende linje. Og jeg har ikke lagt skjul på, at valget var mere end et valg mellem to spidskandidater. Det var et valg mellem to grundlæggende forskellige linjer for vores tilgang til at føre Konservativ politik i byrådet fremover, forklarer han og oplyser, at han nu vil se fremad og mod det kommende Folketingsvalg, hvor han stiller op for Konservative i Gribskov/Hillerød-kredsen.

Egetved: Nu skal der ro på
Trine Egetved ser det overståede valg som en oplagt mulighed for at få sat ro på det politiske frem til kommunalvalget.

– Der kommer noget mere ro på i forhold til retningen, nu vi kan vise vælgerne, hvem der kommer til at stå i spidsen for næste valg. Nu har vi vist retningen, og nu kan vi arbejde lidt mere markant, forklarer hun til Netavisen Gribskov.

Hun erkender gerne, at hendes politiske stil er mere konfronterende end alle internt i partiet måske bryder sig om:

– For mig handler det om at vise borgerne, at vi gerne vil gå langt for at hjælpe vores udsatte i Gribskov. Og jeg ved, at der er folk som konkret har meldt sig ind i partiet på grund af den linje, jeg lægger, forklarer Trine Egetved, som håber at fremgangen kan veksles i mandater til næste år.

– Der er ingen tvivl om, at vi tror på en stor fremgang. Vi går frem på landsplan, og vi kan se, at vores vælgerforening vokser. Så vi skal i hvert fald have to mandater, men jeg kan sagtens forestille mig et tredje og måske endda et fjerde mandat.

1 KOMMENTAR

  1. Havde en mand gjort det samme som Tine Egtved med seksuelt at krænke en anden, var han aldrig blevet valgt. De konservative mangler åbenbart moral, så jeg håber vælgerne holder sig væk.

Leave a Reply