Tillykke! Gribskole-elever videre til forsker-finale

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Gribskolen.

GRIBSKOV: Tre dygtige 7-klasseseveler fra Gribskolens 7.A er med, når finalen i science-konkurrencen Unge Forskere bliver holdt i Bellacentret i slutningen af april. Det er nu fjerde gang, Gribskolen er med i en forsker-finale.

Vi ved ikke, hvad skolen putter i kantinemaden, men deres elever kan noget helt særligt. De formår gang på gang at gå videre til finalen i konkurrencen ”Unge Forskere”, hvor særligt talentfulde unge får mulighed for at gøre sig bemærket med sjove, smarte eller fantasifulde opfindelser.

I år har tre af skolens dygtige piger sikret sig adgang. Det drejer sig om Frida Gajhede, Ida Østergaard og Emilie Esmark, der har opfundet en sensor, som giver besked til bilen, hvis der er dyr tæt på vejen.

Det lyder smart. Sensoren kan sanse både små dyr som pindsvin og de store kronhjorte, og har til formål at mindske antallet af påkørsler. 

Fjerde gang
Opfindelsen har sikret pigerne en plads i finalen i den landsdækkende science-konkurrence ”Unge Forskere”, hvilket nu er fjerde år i træk. Og det er ingen tilfældighed, lyder det velfortjent selvsikkert fra skolelederen.

– Vi har i flere år arbejdet på at flytte vores naturfagsundervisning fra skolebordet og ud i den virkelige verden. Det giver resultater nu. De faglige resultater over hele linjen er blevet forbedrede, og som et ekstra plus gør eleverne det rigtig godt i de konkurrencer, de deltager i, som for eksempel Unge Forskere, siger skoleleder Nicolai Schlüter i en udsendt pressemeddelelse.

De tre piger var ikke alene om at gå efter sejren. Skolen har kastet sin kærlighed over forskningen i en grad, at hele tre grupper kom videre til semifinalen.

Men det gælder i virkeligheden ikke om at vinde, understreger Nicolai Schülter.

– Et stort element i konkurrencen er, at man skal præsentere og formidle sine ideer og produkter over for folk, man aldrig har mødt før. De erfaringer, eleverne får i den proces, giver dem en rigtig god ballast til deres fremtidige liv og karriere, siger Nicolai Schlüter.

Finalen, som kaldes Science EXPO, holdes i Bellacentret 28.-30. april. I alt deltager 50 projekter fra hele landet, fordelt på tre kategorier: Life Science, Physical Science og Technology.

Præmierne ligger mellem 5.000 og 15.000 kroner, og dertil kan man lægge flotte sponsorpræmier. Sidste år fik elever fra skolen en flot tredjeplads i finalen.

Leave a Reply