TISVILDE: Tisvilde Bio er klar med en særlig aften med fokus på dokumentarfilmen “Hellere Forrykt end Forgæves”, som går særligt tæt ind på livet af den i Danmark så berømte præst, forfatter og debattør Johannes Møllehave. Forestillingen akkompagneres af et indledende kort foredrag.

Tisvilde Bio holder d. 24. januar en særforestilling med den danske dokumentarfilm ‘Møllehave – Hellere forrykt end forgæves’. Filmen er et portræt af Johannes Møllehave, hvor forfatteren fortæller om sig selv og en række danske kulturpersonligheder, som står ham særligt nær. Filmen går tæt på den dengang 80-årige samfundskritiker, der blot et år senere blev indskrevet på et plejehjem efter helbredsproblemer.

Før fremvisning er der en kort introduktion ved filmproducer Mads Egmont Christensen, der blandt andet har medproduceret danske filmperler som Busters Verden, Lad Isbjørnene Danse og Drengene fra Sankt Petri.

Dokumentarfilmen ‘Møllehave – Hellere forrykt end forgæves’ fik for nyligt fire ud af seks stjerner i filmmagasinet Ekko, og beskrives som et hudløst ærligt indblik i den folkekære – og kontroversielle skikkelse. Titlen er hentet fra bogen ‘Hellere forrykt end forgæves’ af Møllehave fra 2011, hvori han samler kroniker og klummer fra de seneste år.

Billetter til den særlige doku-aften kan bestilles på www.tisvildebio.dk til 80 kr stykket, hvilket inkluderer indledning. Arrangementet er kommet i stand i samarbejde med Gribskov Folkeuniversitet. Aftenens vært bliver Anne Bjørner.

Tid: Onsdag d. 24 januar kl. 19.30.
Sted: Tisvilde Bio, Hovedgaden 38, Tisvildeleje 
Entre: 80 kroner.