Tisvilde Hegn Orienteringsklub løb sig til sejr i Køge

Iben Valery sikrede guld til den lokale orienteringsklub i Tisvilde. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.
GRIBSKOV: I går søndag blev der holdt Sjællandsmesterskaber i byorienteringsløb i Køge Vest. Tisvilde Hegn Orienteringsklub var repræsenteret af 20 løbere, som hentede fem medaljer med hjem til Tisvilde. 

Årets rute var planlagt omkring et område med både skole, børnehave, gymnasium og boligblokke. Det gjaldt for de sjællandske orienteringsløbere at løbe og finde posterne hurtigst muligt i det noget uvante urbane miljø. For til forskel for de normale skovture, var posterne denne gang gemt væk i garager, mellem hække, ved træer i parker eller bag hegn.

I klassen D21 løb Iben Valery med sejren efterfulgt af klubkammeraten Mathilde Nørgaard Kracht. De løb 3 km på en bane med 20 poster.

I klassen H18 var der bronze til Tobias Olloz, mens både Bente Madsen og Keld Johnsen sikrede sig guld i henholdsvis D60 og H70.

Sjællandsmesterskaberne blev af mange løbere brugt som træning til næste weekend, hvor der er DM på DTU i Lyngby.

Leave a Reply