Tragedie: Kvinde omkommet ved villabrand i nat

(Foto: Allan Andersen)

ALME: En 56-årig kvinde mistede livet ved en brand i en villa på Almevej, kort før midnat. En mandlig beboer fik reddet sig selv og en hund ud af huset, men kunne ikke redde kvinden.

Frederiksborg Brand & Redning blev alarmeret kl. 23.33 om ild i en villa på Almevej, og samtlige brandkøretøjer fra Gilleleje rykkede ud til stedet, ligesom der blev afsendt brandkøretøjer fra Helsinge til assistance.

Allerede ved ankomsten til stedet, var brandfolkene orienteret om at der manglede en kvindelig beboer og satte alt ind for at få hende reddet ud hurtigst muligt. Den mandlige beboer og hans hund befandt sig udenfor huset, og manden havde end ikke nået at få noget tøj på før han måtte flygte ud af huset.

Pårørende kom til stedet og tog sig hurtigt af den ulykkelige mand og hans hund, mens politi og brandvæsen arbejdede på stedet.

To røgdykkerhold rykkede straks ind i villaen, som var fyldt med en kvælende sort røg, og først efter en længere eftersøgning fik redningsfolkene lokaliseret den savnede kvinde som hurtigt blev båret udenfor.

Her overtog akutlæge, paramedicinere og ambulanceredderne kvinden, som ifølge vagtchefen for Nordsjællands Politi, var i live da ambulancen efter en rum tid satte kursen mod Rigshospitalet i København. Undervejs gik det dog galt flere gange, idet den 56-årige kvinde fik gentagne hjertestop og til sidst var der ikke noget som kunne redde kvindens liv, og ved ankomsten til RH Traume måtte lægerne opgive at redde kvindens liv.

De pårørende er underrettet om det tragiske dødsfald.

Branden var ikke så omfattende som det umiddelbart så ud, og var hurtigt nedkæmpet. Branden havde til gengæld udviklet en voldsom mængde røg, og hele huset var skadet af røg og sod – hvad der præcist var brandårsagen er noget som politiets brandteknikere nu skal undersøge.

Huset vil være afspærret indtil teknikerne er færdige på stedet.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Skriv din kommentar her: