Tre elever fra Gribskolen fik flot 2. plads i den store talentkonkurrence, Unge Forskere

Louise Nielsen, Sine Jørgensen og Vanessa Okonkwo sikrede sig en flot 2. plads i konkurrencen Nye Forskere. Fotos: Privat.
GRIBSKOV: De tre skolelever Louise Nielsen, Vanessa Okonkwo og Sine Jørgensen fra 9. klasse på Gribskolen fik onsdag en flot 2. plads  i juniorrækken i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere.

De vandt placeringen med deres projekt revlehulssensoren – et projekt om, hvordan man gør de farlige hestehuller synlige for strandgæsterne, så man undgår ulykker.

Louise Nielsen, Sine Jørgensen og Vanessa Okonkwo

Pigerne fik 2. pladsen i kategorien Life Science. Der er i alt tre kategorier. Hovedvinderen udvælges blandt de tre første pladser i kategorierne. Så pigerne var nærmest et mulehår fra at komme i betragtning som  årets Unge Forskere. Med 2. pladsen følger en check på 10.000 kr.

LÆS OGSÅ: Gribskole-elever igen klar til finale i landsdækkende forsker-konkurrence

Dommerne giver flotte roser i deres motivering for placeringen:

“Projektet bygger på en aktuel case, der har samfundsrelevans. Deltagernes personlige engagement bar projektet frem.

De har en innovativ tilgang til deres projekt og det er et stort plus, at de er så opsøgende i deres arbejde. De har aktivt arbejdet sammen med forskellige fagpersoner på feltet og derved opnået ny viden, der har været med til at udvikle deres projekt.

Løsningen har krævet at flere kompetencer er kommet i spil og de har formået at dygtiggøre sig i dem. Projektets kvalitet understreges af at der er vist stor interesse fra relevante organisationer, der kan tænkes at gøre brug af sensoren.”

Leave a Reply